NYHEDER 13. NOV 2019 KL. 13:16

Flere køber orange-billetter

Af: kollektivtrafik

I årets første ni måneder fortog passagerne 138,5 millioner rejser med DSB. Det er en stigning på 400.000 rejser forhold til samme periode sidste år. Stigningen blev først og fremmest drevet af en fremgang i antal rejser med S-togene i Hovedstadsområdet


Ifølge DSB’s kvartalsrapport ligger antallet af rejser over Storebælt på niveau med samme periode sidste år. Et omfattende sporarbejde mellem Roskilde og Korsør i perioden 24. marts - 12. juni med totalspærring og reduceret kørsel i perioden har været medvirkende til et fald i markedsandelen over Storebælt i første halvdel af i år. For at imødegå tabet af kunder samt den stigende konkurrence fra biler og busser har DSB øget udbuddet af Orange-og Orange Fri-billetter.

Siden februar i år har DSB sat 120.000 Orange-billetter til salg hver uge, hvilket er dobbelt så mange som i 2018. For tredie kvartal har det betydet, at DSB for alle tre måneder i kvartalet har set, at antallet af togrejsende over Storebælt er vokset.

Ideen med Orange- og Orange Fri-billetter er at fylde tomme sæder på afgange med ledig kapacitet. Orange Fri er en billigere billet, som stadig er fleksibel, hvis passageren er nødt til at ændre afgangstid. Formålet er at få flere over i toget, så DSB udnytter kapaciteten bedre. Orange Fri-billetter kan købes tæt op til afgangen, og med billetkøb selv få dage før en rejse er det muligt at finde en væsentligt billigere billet. Billigere billetter kan medvirke til at få folk til at lade deres bil stå og tage toget i stedet for, så de bidrager til at skabe mindre trængsel i de store byer, samt at trafikken bliver mere klimavenlig og bæredygtig.

DSB har i årets første ni måneder solgt 1,9 millioner Orange- og Orange Fri-billetter til rejser over Storebælt mod 1,2 millioner billetter i samme periode sidst eår