NYHEDER 6. DEC 2019 KL. 11:11

Flere og flere tager hurtigfærgerne over Kattegat

Af: kollektivtrafik

Passager nummer 3.225.572 passerede fredag en af Molslinjens automater på ruten mellem Aarhus og Odden. Det betyder ny passagerrekord på Kattegatruten, som for hver dag resten af december bliver større og større


I 2018 fragtede Molslinjens hurtigfærger 3.225.571 passagerer frem og tilbage over Kattegat. Det var det hidtil højeste antal på et år i Molslinjens historie. Men 2018-rekorden holdt ikke et helt år, for fredag formiddag 6. december tjekkede passager nummer 3.225.572 ind i en af automaterne ved færgerne.

- Trafikken mellem Øst- og Vestdanmark er hele tiden stigende, og især vores succes med busruten, Kombardo Expressen er forklaringen på, at vi endnu engang kan sætte passagerrekord, siger Molslinjens administrerende direktør, Carsten Jensen.

Rekorden falder inden en af de allertravleste perioder for Molslinjens Kattegat-færger. Juletrafikken sender i år op mod 180.000 mennesker med bus og færge.

- Vi forventer mange gæster i december - så mange, at vi sætter en ekstra hurtigfærge ind på de travleste dage, så vi kommer op på at sejle med fire færger for at kunne få alle med, siger Carsten Jensen.