NYHEDER 19. FEB 2020 KL. 19:57

BRT-koncept skal fremtidssikre stort erhvervsområde vest for København

Af: kollektivtrafik

Ballerup Kommune har sammen med Movia undersøgt mulighederne for at etablere en BRT-linje fra Malmparken Station til Klausdalsbrovej gennem et af Sjællands største erhvervsområder - Lautrupgård i Ballerup. Et BRT-system (Bus Rapid Transit) med el-busser, der kører i egne vejbaner, rummer store fordele viser undersøgelsen


Fordelene er blandt andet:
 
Fordelene vil give et mere attraktivt bymiljø med grønne arealer, cafeer og mødesteder til gavn for de titusinder af medarbejdere og studerende, som dagligt pendler til og fra arbejde og studie i området. 
 
BRT-systemet - der er kan beskrives som en slags letbane med gummihjul på asfalt - vil også kunne fremskynde indkøring af førerløs teknologi på strækningen.
 
Erhvervsområdet Lautrupgård i Ballerup er et af Sjællands største erhvervsområder. Ligesom mange andre steder i hovedstadsområdet er området udfordret af trængsel. Hvis man skal kunne passe et arbejde, skal man kunne komme hen til det - til tiden, men i dag spilder mange pendlere i Lautrupgård i Ballerup tid på at holde i kø. Og det problem vil kun stige i takt med, at der bliver 120.000 flere borgere i hovedstadsområdet i 2030. Derfor er der behov for, at flere transporterer sig sammen. 
 
Undersøgelsen af en BRT-linie i Lautrupgård viser, at den både kan sikre grundlaget for byudvikling og bidrage aktivt til udvikling af Lautrupgård, så virksomhederne i området får bedre mulighed for at tiltrække medarbejdere, der forventer hurtig, pålidelig og klimavenlig transport til og fra arbejde. 
 
Førerløs drift er desuden oplagt på BRT-strækninger, da BRT-busserne kører adskilt fra den øvrige trafik i egne vejbaner. Strækningen fra Malmparken st. til Lautrupgård er også veloplagt, fordi den er forholdsvist kort med kun ét vanskeligt kryds.
 
- BRT rummer spændende perspektiver som en del af det kollektive transporttilbud i Danmark. Der er tale om grøn kollektiv transport af høj kvalitet, som både kan understøtte en fremme af erhvervsudviklingen og etableringen af boligområder. Og jo bedre koblingen er til det resterende kollektive trafiknet, jo større vil fordelene være, siger transportminister Benny Engelbrecht (S).
 
- En fremtidssikring af Lautrupgård er centralt for Ballerup Kommune og hovedstadsregionen. Vi ser store perspektiver i at benytte BRT til udvikling og fremtidssikring af hele erhvervsområdet. Derudover er der et stort potentiale i sammen med grundejerne i Lautrupgård at udvikle området omkring BRT-stationerne, så der kommer liv, aktivitet samt mulighed for mødesteder tæt på stationerne, siger Ballerup Kommunes borgmester Jesper Würtzen (S).
 
En central konklusion i undersøgelsen er også, at tilgængeligheden til det store erhvervsområde i Lautrupgård skal ses i et større perspektiv. Effekten af at etablerer et BRT-systemi Lautrupgård kan øges, hvis den ses som led i et større BRT-projekt - eksempelvis på linje 400S, så de store fordele kan spredes i en større geografi fra både Høje Taastrup og Bagsværd. 
 
- BRT-undersøgelsen i Lautrupgård har bekræftet, at det kan betale sig at investere i, at give den offentlige transport friere plads på vejene, så rejsetiden bliver kortere og vores service mere pålidelig. Egne vejbaner på korte strækninger som i Lautrupgård, intelligente trafiksignaler og stationslignende stoppesteder kan afhjælpe trængslen og samtidig løfte bylivet i området til gavn for de mange medarbejdere og studerende. Og perspektivet i forhold til det førerløse gør projektet til en meget interessant case, siger Movia’s administrerende direktør Dorthe Nøhr Pedersen.
 
Resultaterne fra undersøgelsen skal nu modnes blandt grundejerne i Lautrupgård. Samtidig indgår undersøgelsen i Ballerup Kommunes arbejde med en helhedsplan for området i Lautrupgård, som gennemføres i løbet af 2020. 
 
Når der foreligger en samlet helhedsplan for området, vil der forventeligt blive taget en samlet politisk beslutning om, hvordan Lautrupgård kan fremtidssikres - herunder eventuelt anlæg af et BRT-system. 
 
Undersøgelsen viser, at det vil koste omkring 195 millioner kroner at anlægge en BRT-linie i Lautrupgård. Det ombefatter BRT-vejbaner, anlæg af BRT-stationer og ombygning af vejnet, men også anlæg af en ny vejforbindelse til det nordøstlige Lautrupgård, stisystemer til forbedring af den interne tilgængelighed for fodgængere og cyklister samt ombygning af en række byrum. 
 
Hvis projektet realiseres med føreløse busser, vil det være det første forsøg med et førerløst BRT-buskoncept i Danmark og også et af de første forsøg i Europa. 
 
 
Nordjyllands Trafikselskab og Aalborg Kommune arbejder i øjeblikket på at etablere et BRT-system i Aalborg med lange busser, der kører i egne vejbaner med chauffører bag rattet.
 
 

Interesserede kan læse mere om BRT-idéen i Ballerup her: