NYHEDER 5. MAJ 2020 KL. 12:26

Mobil-app viser, hvornår toget kører

Af: kollektivtrafik

En ny app - Din Station - til togpassagerer giver et hurtigt overblik over togafgange fra landets stationer. App’en er udviklet af Den Fælles Trafikinformation mellem Banedanmark og DSB for at gøre det nemmere at tage toget og finde plads


App’en Din Station viser togafgange i realtid. Ud over at give et hurtigt overblik over, hvornår og fra hvilket spor toget kører, kan passagererne se vognnumre, så det er nemt at stige ind i den rigtige vogn og finde sin plads. Det er også muligt at se, hvor eksempelvis cykelvogne eller vogne med lav indstigning er placeret i toget.

- Det er vigtigt, at vi tænker i nye digitale løsninger for at kunne give de mange passagerer, som hver dag benytter sig af toget, en endnu bedre rejseoplevelse. Derfor er jeg utroligt glad for, at DSB og Banedanmark nu sammen lancerer en app, som kan gøre det endnu lettere at danne sig et overblik over blandt andet togafgange i realtid, så man som passager har alle informationer lige ved hånden, siger transportminister Benny Engelbrecht (S) og fortsætter:

- I disse tider, hvor det er vigtigt, at vi husker at holde afstand til hinanden, er den nye app også et godt værktøj, da den kan gøre det nemmere for passagererne at finde den rette togvogn uden at skulle gå gennem hele toget for at finde sin plads. Jeg håber, at vi vil komme til at se flere tiltag, der på samme vis kan hjælpe de mennesker, som skal rejse med kollektiv trafik, med at holde afstand og herved undgå smittespredning af coronavirus.

App’en vil også være til glæde for passagerer, der skal tage toget fra en af de stationer, hvor der ikke er afgangsskærme. Med app’en på mobilen får man en virtuel afgangsskærm lige ved hånden.

I app’en kan man gemme sine togstationer som favoritter, og den finder hurtigt den nærmeste station. App’en viser information fra alle stationer med fjern- og regionaltog og fra DSB's S-togsstationer.

App’en er udviklet på baggrund af erfaringer og ønsker fra brugerne af hjemmesiden dinstation.dk og har fået fine tilbagemeldinger fra de passagerer, der har været med til at teste appen.


Appen kan findes i App Store og Google Play og er gratis.


Interesserede kan læse mere om app’en her:

 



It og Teknologi