NYHEDER 12. JUN 2020 KL. 14:50

Avis: Regeringen og Venstre vil satse på at få flere "tog" på gummihjul

Af: kollektivtrafik

Venstre vil give tilskud på 25-50 procent til projekter med moderne busser i stedet for tog eller letbaner. Den idé støtter transportministeren ifølge JyllandsPosten


En analyse af togdriften på Østbanen, der forbinder Køge med henholdvis Fakse Ladeplads og Rødvig, som blev lagt frem tidligere på ugen peger på, at at det vil være økonomisk og tidsmæssigt billigere at renovere banestrækningen, end af nedlægge banen og etablere en BRT-løsning i stedet for. Omvendt vil driften af en BRT-forbindelse være billigere end tog-forbindelse

JyllandsPosten har fredag en artikel om Østbanen, hvor avisen skriver, at Venstre - som det har været tilfældet i et stykke tid - afviser at investere i nye jernbaneprojekter. Partiet foreslår blandt andet med henvisning til den nye analyse, at man nedlægger nedslidte togstrækninger og erstatter dem med BRT-forbindelser, der så skal køre ad samme spor - ikke på skinner, men på en asfaltvej.

Venstre anbefaler endnu en gang, at Aarhus og Odense bruger busser i eget spor på næste etape af letbanerne i de to byer i stedet for letbanetog på skinner.

- Vi vil ikke være med til at bygge nye togstrækninger, bortset fra en ny bane over Vestfyn og et ekstra spor til Padborg. Men hvis man vælger at skifte tog ud med BRT-busser, vil vi give et statsligt tilskud på 25-50 procent, fordi det er en effektiv måde at sikre fremtidens kollektive transport,« siger Venstre’s transportordfører Kristian Pihl Lorentzen til JyllandsPosten.

Transportminister Benny Engelbrecht (S), som sammen med Region Sjælland var med til at få udarbejdet analysen af en BRT-løsning på Østbanen vil ifølge JyllandsPosten gerne være med til at opbygge en statslig pulje til at støtte BRT-bus-projekter.

- BRT-busser har meget interessante perspektiver, og jeg vil tage Venstre på ordet og få analyseret, hvordan vi kan opbygge en statslig pulje, siger Benny Engelbrecht til avisen.

Han kalder analysen for en øjenåbner for alle, som enten skal ændre på deres eksisterende kollektive trafik eller skal i gang med nyanlæg.


Interesserede kan læse artiklen i JyllandsPosten her:

 



BRT Jernbaner