Af: kollektivtrafik
Siden december sidste år har Metroselskabet gennemført i alt 72 målinger hos naboer, der har oplevet at kunne høre M3 Cityringen. Alle lydmålinger ligger med en enkelt undtagelse under myndighedernes vejledende grænseværdier
Ud af cirka 15.000 husstande oven på M3 Cityringens linjeføring er der knap 240 husstande, som siden skinneslibningen i december 2019 har været generet af at kunne høre metroens tog. Metroselskabet har derfor været på en lang række besøg hos naboer for at måle og analysere lydniveauerne med ekstern ekspertise.
I alt er der gennemført 72 målinger, og af dem er en enkelt måling over myndighedernes vejledende grænseværdier. Nu er målingerne afsluttet, og naboerne får derfor tilsendt et brev fra Metroselskabet, hvori de oplyses om, at analyser, lydmålinger og andre undersøgelser af lydniveauer på M3 Cityringen nu afsluttes.
- Vi har gennem det seneste halve år været på en lang række besøg hos de naboer, som kan høre M3 Cityringen. Der er gennemført i alt 72 målinger, og i et enkelt tilfælde er lydniveauet over de vejledende grænseværdier. Lydmålingerne og analysearbejdet er nu afsluttet, og det orienterer vi derfor naboerne om. Afslutningen af arbejdet med målinger og analyser betyder, at naboer kan indbringe deres sag til Ekspropriationskommissionen, som er en uafhængig instans. Ekspropriationskommissionen tager stilling til spørgsmål om eventuel kompensation for gener, siger Louise Høst, der er direktør i Metroselskabet.
Analyserne af lydmålingerne har vist, at det først og fremmest er bremseflader på metroens hjul, som forårsager lydene. Bremseflader resulterer i ikke helt runde hjul. Fokus er derfor på, hvordan antallet af bremseflader kan holdes nede, men der er samtidig en erkendelse af, at bremseflader ikke helt kan undgås. Dermed vil der formentlig også fortsat være nogen naboer, som vil være generede af at kunne høre M3 Cityringen.
- Vores analyser har vist, at lydniveauet fra togene kan holdes nede, så meget få naboer vil være generede af det. I øjeblikket er der flere bremseflader på M3 og M4, end der er på de gamle metrolinjer. Vi arbejder sammen med vores operatør og leverandør på at nedbringe antallet af bremseflader. Dette arbejde fortsætter kontinuerligt. Det hører med til billedet, at lydniveauet fra Cityringen ligger langt under andre af bylivets lydkilder - herunder ikke mindst byens øvrige trafik. Men vi kan konstatere, at der fortsat vil være tog med bremseflader, ligesom der vil være naboer, som vil været generede af at kunne høre M3 Cityringen, fastslår Louise Høst.
Fakta om støjen fra Cityringen: