NYHEDER 27. AUG 2020 KL. 07:00

Region: Vores klimaindsats er tilbage på sporet

Af: kollektivtrafik

Region Nordjyllands årlige klimaregnskab er klar. Den grønne omstilling, som hele organisationen er involveret i, bidrog i 2019 til en CO2-reduktion på knap tre procent. Dermed indhenter regionen det tabte fra 2018, hvor CO2-udledningen steg med knap tre procent


Der er flere ting, der går den rigtige vej i forhold til Region Nordjyllands klimamål. Fra klimaregnskabet for 2018 til regnskabet for 2019 er der sket markante CO2-reduktioner inden for både energi, transport og forplejning.

Eksempelvis er CO2-udledningen fra regionens bygninger faldet med 11 procent, mens udledningen fra forplejning falder med 29 procent. Det er områder, hvor der i en årrække er blevet arbejdet målrettet med at nedbringe klimaaftrykket, men klimaregnskabet viser, at der fortsat er noget at hente på de områder - det er eksempelvis sket gennem klimavenlige moderniseringer af bygninger og i forbindelse med forplejning, hvor eksempelvis mindre madspild og øget brug af plantebaseret kost gør en stor forskel.

Når man taler om CO2-udledning, tænker mange på energiforbrug fra eksempelvis bygninger og it-udstyr eller på den udledning, som transportmidler giver.

CO2-udledning fra energiforbrug fra eksempelvis bygninger og it-udstyr eller fra transportmidler er ret konkrete områder, som virksomheder og organisationer kan arbejde direkte med.

Men det er også områder, som samlet set kun står for omkring 10 procent af Region Nordjyllands CO2-udledning. Størstedelen af CO2-udledningen stammer fra alle regionens indkøb. Indkøb som skaber en indirekte udledning i kraft af den produktion og transport, der ligger bag de indkøbte produkter.

Indkøb er stadig den store udfordring
I 2018 betød et ekstraordinært aktivitetsniveau på de nordjyske hospitaler, at CO2-udledningen steg som følge af et øget indkøb på 6 procent. Flere sengedage og ambulante besøg giver et tilsvarende større forbrug af patientartikler herunder medicin, og det medvirker indirekte til en øget CO2-udledning. I 2019 steg regionens samlede indkøb igen, dog kun med 0,3 procent. Men CO2-udledningen forbundet med både patientartikler, udstyr og øvrige indkøb er alle steget.

- I regionens klimaindsats er indkøb et område, der fylder meget og som er udfordrende at arbejde med, fordi vi samtidig ønsker at tage store hensyn til både patient og økonomi. Hele organisationen er nu involveret i at skabe klimavenlige løsninger, og eksempelvis igangsætter vi et arbejde med genbrug af hospitalsudstyr samt øget affaldssortering og genanvendelse af plastaffald og engangsbeklædning, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S) og fortsætter:

- Hvis vi skal nå i mål på den lange bane, skal vi ikke bare fortsætte den nuværende gode kurs. Vi skal tænke nyt, og vi skal tage hele tankegangen omkring cirkulær økonomi og øget genanvendelse til os.


Fakta om Region Nordjyllands klimaregnskab:


Interesserede kan læse Region Nordjyllands klimaregnskab 2019 her:



I april 2020 rullede Danmarks tre første brintbusser ud i den kollektive trafik i Nordjylland. Brintbusserne er emissionsfrie, og den klimavenlige transportform er et blandt mange bidrag, der reducerer Region Nordjyllands CO2-udledning. (Foto: Line Bloch Klostergaard, Region Nordjylland)



 



Bæredygtighed