NYHEDER 29. SEP 2020 KL. 17:21

Debat: Stop transportspild og gør det nemmere at rejse sammen

Af: kollektivtrafik

Kasper Dam Mikkelsen, der er Co-founder i samkørselstjenesten NaboGO har sammen med administrerende direktør i Nordjyllands Trafikselskab Thomas Øster, skrevet et åbent brev til transportminister Benny Engelbrecht, hvori de blandt andet peger på, at trængselsproblemerne ikke løses af, at bilerne kører på strøm


Kære Benny Engelbrecht,


Først og fremmest tak for den gode dialog vi har om udfordringerne på persontransportområdet. Når vi alligevel skriver nu, er det fordi den aktuelle debat om omstilling til elbiler virker endimensionel, og fordi vi deler den bekymring, som du udtrykker i Politiken den 11. september om at passagerne vælger den kollektive trafik fra og bilen til.

Hvis den udvikling fortsætter, vil den øgede trængsel ifølge Dansk Industri koste samfundet mere end 30 milliarder kroner – et stort beløb! Samtidig skal vi huske, at trængselsproblemerne ikke løses af, at bilerne kører på strøm.

Ingen tvivl om, at personbilerne skal omstilles til el og lignende bæredygtige drivmidler. Men opgaven med 70 % CO2-reduktion er stor, og at gøre det alene ved omstilling til grønne drivmidler svarer vel lidt til at prøve at vinde en fodbold-EM-finale mod Tyskland udelukkende med dyre angrebsspillere og uden brug af bundstærke forsvarere og sejlivede midtbanespillere. Der skal andet og mere til.

Det aktuelle forslag til elbils-omstilling tager udgangspunkt i et business-as-usual scenarie, hvor der i 2030 er 600.000 ekstra biler på vejene. Den udvikling skal vendes, hvis målet om 70 % CO2 reduktion skal nås. Der synes at være behov for incitamenter, der i stedet kan få 600.000 færre biler på vejene i 2030. Det kalder på en holdnings- og adfærdsændring hos danskerne, hvis udviklingen skal vendes. Det kalder på, at flere rejser sammen, så der ikke er behov for så mange biler.

I dag sidder der kun 1,05 personer i hver enkelt bil i myldretiden. Vi skal tælle til 20, før der kommer en bil med bare 2 personer i, svarende til en ledig kapacitet på næsten 80 %. Det kalder vi transportspild, og ligesom fx madspild kan og bør transportspild reduceres til gavn for både CO2-udledningen og den store samfundsøkonomiske trængselsregning. For bare 10 år siden sad der 1,12 personer i bilerne i myldretiden, og for 20 år siden var tallet 1,4. Hvis vi på 10 år kan lykkedes med at øge belægningen i bilerne til 1,4 personer igen, svarer det alene til 25 % CO2 reduktion fra myldretidstrafikken, og ikke mindst tilsvarende fald i trængsel på vejene og parkeringspladserne.

For os handler det dog om meget mere end dette ene eksempel. På lokalt og regionalt niveau arbejder vi benhårdt på at få flere til at rejse sammen ved at tilbyde moderne kollektiv trafik, der er fleksibel og attraktiv og inkluderer nye innovative services som fx privat samkørsel. Når flere rejser sammen – uanset om det er i bil, bus eller tog – vil transportspildet, trængslen og CO2-udledingen alt andet lige mindskes. Derfor bør den kollektive trafik og private samkørselsformer i højere grad indtænkes som en del af løsningen på problemerne fremfor, at der primært tænkes i omstilling til mere bæredygtige drivmidler.

Vi tror fuldt og fast på, at vi med en dansk opskrift bestående af partnerskaber, adfærdsændringer, digitalisering og omstilling til grønne drivmidler, kan skabe et nyt verdensklasseeksempel på grøn omstilling på linje med det, som Danmark har skabt på energiområdet. Trafikselskaber i lande som Sverige, Norge, Holland og Belgien kigger allerede nu på den forandring, som vi søger at skabe i Danmark.

Vi står klar til at tage vores tørn ift. at vinde kampen mod den øgede enkeltmandsbilisme, men vi ser meget gerne, at Folketinget giver os plads på banen og medvind til at tiltrække passagerer i de mere energieffektive transportformer som tog, bus og samkørsel. Det kan ske ved, at den kommende plan for fremtidens infrastruktur i langt højere grad indeholder initiativer, der skaber ændringer i transportvaner, og bygger infrastruktur, som gør det nemmere at rejse sammen.


Med venlig hilsen

Kasper Dam Mikkelsen
Co-founder, NaboGO

Thomas Øster,
Administrerende direktør, Nordjyllands Trafikselskab

 

Om NaboGO:

Om Nordjyllands Trafikselskab:

 

 



Debat Mobilitet