Af: kollektivtrafik
Som følge af S-Regeringens beslutning om at forlænge de skærpede corona-restriktioner bliver begrænsningerne på belægningen i den kollektive transport også forlænget. Det oplyser Transportministeriet
Med forlængelsen af de skærpede rejserestriktioner frem til søndag 28. februar 2021 vil en række skærpede tiltag på Transportministeriets område blive fastholdt
For eksempel bliver bekendtgørelsen om maksimalt tilladt belægning i fjernbusser forlænget til den 28. februar 2021, så det fortsat kun vil være tilladt for fjernbusselskaberne at medtage halvdelen af det normale antal passagerer.
- Vi har lige nu godt styr på epidemien, fordi langt de fleste holder fast i at se så få som muligt og derudover følger anbefalingerne om afstand og hygiejne. Vi ved dog også, at de mere smitsomme mutationer lynhurtigt kan blive en voldsom udfordring Derfor er der brug for, at der er rigtig god plads i tog og bus til de mennesker, der skal på arbejde, siger transportminister Benny Engelbrecht (S) og fortsætter:
- Alle ansatte i den kollektive transport gør en kæmpe indsats for at komme igennem den her sundhedskrise. Det vil jeg gerne takke for, og jeg vil også gerne takke passagererne for den tålmodighed, de fleste udviser - for jeg ved godt, at netop tålmodigheden hos mange efterhånden er meget tyndslidt, siger Benny Engelbrecht.