NYHEDER 11. MAR 2021 KL. 23:00

Antallet af flypassagerer faldt med 75 procent i 2020

Af: kollektivtrafik

Den seneste statistik fra Danmarks Statistik over flytrafikken til og fra - og i Danmark viser, at antallet af afrejsende flypassagerer fra de danske lufthavne i 2020 faldt med 75 procent sammenlignet med 2019. Faldet skyldes indsatsen mod spredning af corona-virus, som betød, at myndigheder verden over indførte en række rejserestriktioner


Ifølge statistikken lå antallet af afrejsende passagerer i 2020 4,6 millioner, mens det tilsvarende tal for 2019 lå på 18,2 millioner.

2020 startede på niveau med 2019, men med indførelsen af restriktionerne fra marts faldt passagertallet i april og maj til under 2 procent af normaltrafikken. Trods en stigning over sommeren kom passagertallet på det højeste i august kun lige over 20 procent af tilsvarende måned i 2019.

Den internationale flytrafik fik den største nedgang med et passagerfald på 77 procent, mens den nationale trafik faldt 57 procent. Derfor var det også de danske lufthavne med relativ flest internationale rejsende - København, Billund og Aarhus - der havde den største tilbagegang - omkring 75 procent.
I Aalborg, der har en relativ større andel af nationale rejsende, var tilbagegangen omkring 65 procent.


De mindre lufthavne - heriblandt Bornholm, Midtjylland og Sønderborg med primært national passagertransport - havde samlet en nedgang på 52 procent.

 



Passagertal