Af: kollektivtrafik
Mandag kørte busoperatøren Keolis ud på bybusruterne i Odense med de første 10 af i alt 20 nye elbusser, som fremover skal køre i byen. De første busser vil køre på rute 61-62 og 29. Begivenheden blev markeret med en officiel indvielse, hvor rådmand Christoffer Lilleholt (V) klippede den røde snor i en af de nye elbusser, som derefter kørte ud i byen
Busserne er produceret af kinesiske Yutong, og oplades på Keolis' busdepot på Gammelsø. El-busserne, der er mere energiøkonomiske end eksempelvis dieselbusser, kører uden udslip til gavn for klimaet og det lokale miljø. Desuden er busserne markant mere lydløse, både inde i bussen og i gadebilledet.
- Vi har en nødvendig ambition om at Odense skal være en CO2-neutral kommune i 2023 og i dag tager vi et vigtigt skridt mod dette. Nu er de første moderne elbusser kommet til byen, og de er klar til blive indsat med det samme. Vi skal have flyttet transporten fra benzin og diesel til el, og det skal naturligvis også gælde for vores offentlige transport - så den bliver endnu mere bæredygtig. Jeg ser frem til at møde de nye busser i gadebilledet, sagde by- og kulturrådmand Christoffer Lilleholt ved indvielsen.
De nye busser er 12 meter lange og har plads til 66 passagerer - heraf 33 siddepladser. Busserne er udstyret med elektriske handicapramper. De første 10 busser bliver sat ind på rute 61-62 mellem Højby og Stige/Lumby og rute 29, der kører mellem OBC og Villestofte.
Odense Kommune, FynBus og bus-operatøren Keolis samarbejder om indsættelsen af i alt 20 elbusser. De sidste 10 forventes i drift på bybusnettet i løbet af maj.
- Jeg håber, at passagererne i Odense bliver rigtig glade for de nye elbusser. Det er et kæmpe fremskridt, og det er kun begyndelsen - over de næste år regner vi med, at langt de fleste busser på Fyn bliver udskiftet med klimavenlige busser, siger Carsten Hyldborg, der er direktør i FynBus.
Fakta:
FynBus indgik på vegne af Odense Kommune i 2020 aftale med Keolis om indkøb af de 20 el-busser. Busserne skal erstatte de ældre af dieselbusserne i Odense. Når letbanen kører, vil bybusflåden i Odense bestå af 20 el-busser, 18-hybridbusser og 14 dieselbusser.