NYHEDER 6. MAJ 2021 KL. 04:00

KTF Transmission: Kollektiv trafik er kun en lille brik i CO2-regnskabet

Af: Mikael Hansen

Et flertal af kommuner har opstillet klimaplaner i projekt udført af CONCITO, Realdania, de fem regioner og Kommunernes Landsforening. Transport fylder meget i CO2-regnskabet, men kollektiv trafik er kun en lille del, som alligevel har fået stor bevågenhed. Det fremgår af Kollektiv Trafik Forums webinar den 29. april om kommunernes klimaplaner.


Seniorkonsulent Susanne Krawack fra den grønne tænketank CONCITO præsenterer arbejdet med klimaplaner i kommunerne på webinaret den 29. april.

- Klimaplanerne har som mål at opfylde Parisaftalen om CO2-neutralitet i 2050, forklarer Susanne Krawack og fortsatte:

- Klimaplanerne handler om alle sektorer, og transport fylder meget, dog med store variationer fra kommune til kommune. Albertslund Kommune har f.eks. en meget stor transportandel, og det skyldes de mange motorveje, som findes i kommunen. Men kommunerne interesserer sig selvfølgelig mest for de elementer, de selv kan påvirke.

Kommunernes transport i egne køretøjer, og den indkøbte transport er de vigtigste af disse. Indkøb af bustrafik, flextrafik og evt. anden specialkørsel udgår en stor del af den sidste post.

Susanne Krawack advarer dog mod at forvente en stor CO2-efffekt af den grønne omstilling af bustrafik og flextrafik. Hun siger:

- Kollektiv trafik udgør en meget lille del af transportarbejdet. Det, der virkelig batter, er en grøn omstilling af den private biltrafik, og det har kommunerne stort set inden indflydelse på. Overflytningen af biltrafik til kollektiv trafik er minimal, når kollektiv trafik vokser, skyldes det typisk fodgængere og cyklister.

Susanne Krawack opfordrer den kollektive trafiksektor til at se kritisk på sig selv og se på hvor konkurrencen overfor biltrafikken kan styrkes. Det kan være bedre sammenhæng på tværs af transportmidler, kortere rejsetider og mere fleksible takstsystemer.

- Der er perspektiv i at se alle transportformer under ét og søge en langt bedre integration end nu, siger Susanne Krawack og slutter med denne kritiske bemærkning:

- Samkørsel, taxikørsel og Flextrafik ligger meget tæt på hinanden, men de offentlige subsidier går kun til Flextrafik. Måske skal man se på hele subsidiestrukturen i et klimaperspektiv.

 

Der var 40 deltagere i webinaret den 29. april, og det kan genses på adressen https://www.crowdcast.io/kollektivtrafikforum



KTF Transmission Bæredygtighed Energi og miljø Mobilitet