NYHEDER 11. MAJ 2021 KL. 14:05

Stort lade-hub skal bidrage til at udfase diesel-taxier i København

Af: kollektivtrafik

Energiselskabet E.ON og taxiselskabet Dantaxi åbner onsdag eftermiddag 11. maj det hidtil største taxi-ladehub i Norden. I Danhub - Powered by E.ON kan op til 400 taxier oplade i døgnet, og det dækker en stor del af hovedstadens nuværende behov. Ladehubben vil bidrage til, at det bliver lettere at komme ud at køre med el-taxier. Dermed er de nye lademuligheder et stort skridt i retning af en udfasning af Københavns cirka 1.700 diesel-taxier allerede i 2025


De fleste af Københavns nuværende cirka 300 el-taxier er tilsluttet Dantaxi, og blandt chaufførerne er problemerne med at finde en ledig ladestander efterhånden vokset sig så stort, at kapaciteten på de efterspurgte nul-emissionskøretøjer ikke kan udnyttes fuldt ud.


- Vi har brugt alt for meget spildtid i at jage ledig strøm. Vores vogne cirkulerer ofte længe rundt for at finde en opladningsmulighed. Det går dels ud over kunder, men også de private elbil-ejere, der synes, at el-taxierne efterhånden fylder lige vel meget ved de offentlige ladestanderne. Partnerskabet vil være til stor fordel for københavnerne, nærmiljøet og taxichaufførerne, siger Dantaxis kommercielle direktør Vibeke Wolfsberg, der har store forventninger til partnerskabet med E.ON, som hun mener, vil komme byens borgere til gode.


Sidste dieseltaxi i garage i 2025

Vibeke Wolfsberg vurderer, at Danhub-konceptet vil betyde et boost i antallet af el-taxier i hovedstaden, og hun regner med, at Dantaxi kører den sidste dieseltaxi i København i garage i 2025.

- Efter ændring i lovgivningen og selvfølgelig corona-krisen er der, blandt taxivognmænd, et opsparet behov for bilskift. En el-taxi giver flere kunder og lavere driftsomkostninger, men mange har været tilbageholdende netop på grund af manglen på ladestandere. Vurderingen er, at dette initiativ vil være hovedårsagen til, at 200 nye el-taxier kommer på gaden i København inden sommeren 2022, og antallet af dieseltaxier falder tilsvarende. For vores vedkommende kan dielseltaxien i København være forsvundet helt ud af gadebilledet om fire år, siger hun.


Otte gange bedre for miljøet
- En taxi kører cirka otte gange så meget som en privatbil - omkring 20 timer i døgnet. Derfor er den miljømæssige gevinst otte gange større, når taxier skifter til el. Det er selvfølgelig det vigtigste, men en central sidegevinst er, at vi samtidig bekæmper luftforurening i byerne, når vi får transporten over på el, fremfører Pär Möller, der er Head of eMobility Nordic, E.ON.

Han peger på, at det er den allernyeste opladeteknologi, som el-taxierne får adgang til. De fem lynladere kan lade op til 10 taxier ad gangen.

- Lynladere er den absolut hurtigste opladning på markedet, og er derfor særligt vigtig for hyrevogne, fordi de ikke holder stille i længere perioder, som privatbiler gør. Lynladerne kan lade op til 300 kW, og derfor vil alle elbiler kunne lade det maximale bilens batteri er gearet til, siger Pär Möller.


Den officielle åbning er 11. maj klokken 16:00, hvor transportminister Benny Engelbrecht (S) vil åbne anlægget, der er placeret på Bådehavnsgade i Københavns sydvestkvarter. Stedet er valgt ud fra den korte afstand til blandt andet Kastrup Lufthavn. Indtil videre er det kun taxier tilsluttet Dantaxi, der kan lade i hubben.

Bliver projektet en succes, planlægger partnerne at etablere flere ladeanlæg i København, Aarhus, Aalborg og Odense.



Energi og miljø Taxikørsel