Af: Redaktionen
Fra søndag 27. juni er det slut med støj og udledninger fra en række buslinjer i Lolland og Guldborgsund Kommuner. Nye, miljøvenlige elbusser ruller i stedet ud på vejene. De to kommuner og Movia fejrer de nye elbusser søndag 20. juni.
Buslinjerne 701, 702, 703, 730, 731, 737, 741 og 742 i Guldborgsund og 711 og 714 på Lolland kører på el fra 27. juni. CO2 udledningen mindskes med 800 tons årligt i Guldborgsund Kommune.
Lolland Kommune indsætter samtidig en række fossilfri buslinjer og udledningen daler derfor med 1.200 tons CO2 årligt i Lolland Kommune. Næsten hele Lolland Kommunes øvrige buskørsel overgår samtidig fra diesel til fossilfri drift.
De nye grønne el-busser og fossilfrie busser er et skridt på vejen mod målet om, at alle busser på Sjælland skal køre fossilfrit i 2030 - heraf mindst halvdelen på el. Med øget grøn omstilling bidrager Guldbogsund, Lolland og Movia samtidig til at indfri den nationale målsætning i hele Danmark om 70 pct. CO2-reduktion inden 2030.