NYHEDER 2. NOV 2021 KL. 14:00

Snart parat til drift: Odense Letbane tester samspillet med baneinfrastrukturen

Af: Mikael Hansen

Odense Letbane og anlægsentreprenøren Comsa indsamler i øjeblikket data fra testkørsler omkring letbanens endestation på Hjallese station, som også er en station på Svendborgbanen.


En meget omtalt problemstilling i den fynske lokalpresse er samspillet mellem Odense Letbane og Banedanmarks skinner, kørestrøm og signalsystem. Som en del af letbanens sikkerhedssystem skal Odense Letbane og entreprenøren Comsa dokumentere, at den eventuelle påvirkning, der måtte være mellem de to systemer, ikke har betydning for sikkerheden, hverken på letbanen eller jernbanen. Det er primært letbanens kørestrøm og de tilhørende transformatorstationer, som testes for mulige påvirkninger på toginfrastrukturen.

Der er tale om en på forhånd kendt og vigtig problemstilling, som nye testkørsler i Odense Letbane netop har taget fat på at teste og dokumentere. I første omgang er det letbanens ca. 200 meter lange parallelstrækning med Svendborgbanen ved Hjallese Station, der testes. Svendborgbanen er ikke elektrificeret, så her er der alene tale om en mulig påvirkning af Banedanmarks signal- og sikringssystem.

Når disse tests er afsluttet, udvides testområdet til de to andre grænseområder mellem Odense Letbane og Banedanmarks toginfrastruktur: Strækningen på Østre Stationsvej ved Odense Banegård Center samt krydsningen med jernbanen på vejbroen på Middelfartvej.

 

Erfaringer fra Aarhus

Det er nærliggende at sammenligne med Aarhus Letbane, som er langt tættere integreret med et statslige banesystem end Odense Letbane. Aarhus Letbanes skinner ligger parallelt med Banedanmarks skinner fra Aarhus H til Grøfthøj/Rosenhøj syd for Viby i den sydlige del af Aarhus. Der er desuden sket en overdragelse af infrastrukturansvaret for den tidligere Grenaabane fra Banedanmark til Aarhus Letbane. Alt i alt er der og har der været et langt mere kompliceret samspil mellem letbane og jernbane i Aarhus – disse erfaringer trækkes der på i de odenseanske testkørsler og dataindsamlinger.

Samspillet mellem letbanens og jernbanens infrastruktur er blot en mindre del af den meget omfattende sikkerhedsdokumentation, som Odense Letbane og Comsa skal indsamle og verificere overfor Trafikstyrelsen.



Letbaner/Metro