NYHEDER 22. NOV 2021 KL. 16:00

Færgerederier viser stor interesse for mere klimavenlige færger

Af: kollektivtrafik

24 kommunalt drevne indenrigsfærger og 8 kommercielt drevne indenrigsfærger har sendt ansøgning om støtte til mere klimavenlig sejlads. Transportministeriet oplyser, at interessen har været markant fra alle dele af landet. Der er afsat i alt 285 millioner til kroner til grøn omstilling af indenrigsfærger


I de 24 ansøgninger fra kommunalt drevne indenrigsfærger og 8 fra kommercielt drevne er der samlet ansøgt for 853,2 millioner kroner.

- De mange indenrigsfærger kan spille en vigtig rolle i den grønne omstilling, og derfor er jeg utrolig glad for den store interesse, der har været for puljen. Det betyder efter alt at dømme, at vi får hele puljen ud og gøre gavn for både klimaet, lokalsamfundet og de mange passagerer, siger transportminister Benny Engelbrecht (S).

Der er søgt 568,7 millioner kroner til kommunalt drevne indenrigsfærger og 284,5 millioner til kommercielt drevne indenrigsfærger. Tilskuddet udgør 25 procent, og der er derfor udsigt til mere klimavenlige færger for over en milliard kroner. 

Ifølge Transportministeriet var det ikke givet, at interessen ville være så stor, og derfor besluttede forligskredsen at hæve tilskudsprocenten til 25 fra de oprindelige 15 procent.

- Det afgørende er, at vi får kickstartet den grønne omstilling, og derfor var det vurdering, at vi ikke skulle risikere, at der ikke blev søgt ind på puljen. Især fordi en del af pengene så blot ville gå tilbage til EU, og jeg er overbevist om, at den ændrede tilskudsprocent har sikret, at der er kommet ansøgninger nok. Derfor vil jeg også takke forligskredsen for stor fleksibilitet, siger Benny Engelbrecht.

Trafikstyrelsen går nu i gang med at gennemlæse og vurdere de indkomne ansøgninger, så der kan meldes en endelig fordeling ud inden nytår.


Fakta om aftalerne:
Med de politiske aftaler af henholdsvis 19. april 2021 om grøn transportpulje II (S-Regeringen, R, SF, Enhedslisten og Alternativet) og 25. juni 2021 om grøn transportpulje I (S-Regeringen, V, Dansk Folkeparti, SF, R, Enhedslisten, K, LA og Alternativet) er der samlet afsat puljer på 285 millioner kroner til grøn omstilling af indenrigsfærger. Der skal udmøntes 235 millioner kroner i 2021 (kommunalt og kommercielt drevne) og 50 millioner kroner i 2022 (kommunalt drevne). Tilskudsprocenten er 25, uanset om der afskaffes nye færger eller foretages retrofit af eksisterende færger.

 
Interessere kan se en liste over ansøgningerne her: