NYHEDER 25. NOV 2021 KL. 14:42

Politi og trafikselskab tager sammen på kontrol

Af: kollektivtrafik

Movia, der står for den kollektive transport med busser og lokaltog på Sjælland inklusiv Hovedstadsområdet, er gået sammen med politiet om fælles kontrolindsatser rundt om på Sjælland. Den øgede indsats skal øge passagernes bevidsthed om, at alle skal betale for turen


Hvert år er der en del passagerer, der tager med Movia's busser at betale for rejsen. Da manglende billetindtægter er en udfordring for Movia, udfører selskabet løbende billetkontrol rundt om på hele Sjælland. Erfaringen viser dog, at der er visse tidspunkter, områder og buslinjer, hvor det er svært for Movia's kontrollører at gennemføre billetkontrol. Det har ført til et samarbejde mellem Movia og det lokale nærpoliti om koordinerede billetkontrolindsatser. 

Under en koordineret billetkontrolindsats sammen med Københavns Politi på Nørrebro i København fredag 12.  november udskrev otte Movia kontrollører 192 kontrolafgifter ved en nøje planlagt indsats i buslinjerne 1A, 5C og 350S. De 192 kontrolafgifter er ifølge Movia relativt mange. På en gennemsnitlig dag udskriver en kontrollør omkring 10 afgifter om dagen. 

- Billetindtægterne er en forudsætning for, at vi kan blive ved med at have god kollektiv transport, da Movia ellers kommer til at mangle de billetindtægter, der er med til at betale for bustrafikken, siger Movia's direktør for Kommerciel og Kunder, Camilla Struckmann.

Movia peger på, at samarbejdet med politiet bidrager til øget sikkerhed for Movia's kontrollører.

- Det sker jo desværre ind i mellem, at nogle forsøger at undvige en kontrolafgift. Og vi forstår selvfølgelig godt, at det er rigtigt ærgerligt at få en kontrolafgift. Men man skal altså altid huske at betale turen, som langt de fleste heldigvis også gør, siger Camilla Struckmann.



Billetter og takster