NYHEDER 3. JAN 2022 KL. 08:00

DSB får ny kommerciel direktør

Af: kollektivtrafik

DSB får ny kommerciel direktør
Jens Visholm Uglebjerg er udnævnt til ny kommerciel direktør i DSB

Tirsdag 15. marts tiltræder Jens Visholm Uglebjerg som ny kommerciel direktør i DSB. Jens Visholm har i en årrække været koncerndirektør i dagligvarerkoncernen Coop med ansvar for blandt andet kunder, marketing og indkøbsfunktioner


- Med Jens Visholm Uglebjerg får vi en stærk kommerciel profil med tung og solid ledelseserfaring, siger Flemming Jensen, der er administrerende direktør i DSB.

Han fremhæver, at Jens Visholm Uglebjerg med sine erfaringer vil kunne bidrage til den fortsatte udvikling af DSB's tilbud til kunderne.

- Vi har en stor opgave foran os med at vinde kunderne tilbage til toget efter corona, gennemføre vores markedsorienterede strategi og derigennem bidrage til den grønne omstilling på transportområdet og et mere bæredygtigt Danmark, siger Flemming Jensen.


Fokus på kunder og salg
Jens Visholm Uglebjerg er 51 år og har ud over knap 10 år i toppen af Coop-koncernen haft flere ledende poster indenfor service- og detailhandel med fokus på kunder, salg forretningsudvikling og ledelse.

- Vi skal have flere danskere til at rejse med tog, og mange til at gøre det oftere. Derfor skal det være nemt at planlægge sin rejse, nemt at købe billet og oplevelsen på stationen og i toget skal være så god, at kunden har lyst til at tage turen igen, siger Jens Visholm Uglebjerg og fortsætter:

- Jeg er klar over, at det lyder nemmere end det sandsynligvis er, og jeg vil derfor også starte med at lytte til både kunder og kolleger og tage i praktik i de mest kundenære funktioner på tværs af organisationen, inden jeg for alvor kaster mig ind i arbejdet i direktionen og i det kommercielle team, siger han og fortsætter:

- DSB er en interessant virksomhed med masser af engagerede medarbejdere, og jeg glæder mig over at være inviteret med på rejsen.