Af: Redaktionen
Borgerne i Rudersdal kommune har fået nemmere ved at bruge kollektiv transport,da kommunen fra 4. januar 2022 tilsluttede sig Movias plustur. Med plustur kan borgerne blive hentet i en flexbil ved hoveddøren og kørt til nærmeste stoppested eller station, hvis bussen eller toget ikke rækker.
Det skal være muligt at bo og arbejde overalt på Sjælland og komme til og fra arbejde og fritidsaktiviteter med kollektiv transport. Derfor udvider Rudersdal Kommune nu den kollektive transport med plustur. Fra 4. januar 2022 kan borgerne i Rudersdal bestille plustur, hvis bussen eller toget stopper for langt fra hjemmet.
Plustur bliver tilbudt i rejseplanen hvis bus eller tog ikke dækker hele rejsen. Det er rejseplanen, der sørger for at kombinere plustur, bus og tog, så borgeren får den mest optimale rejse. I de få tilfælde, hvor det ikke er muligt at tage en bus eller tog på dele af rejsen, tilbydes plustur hele vejen.
En plustur koster 21 kr. uafhængigt af rejsens længde, som typisk vil være under 10 km. Som med andre former for flextrafik kan man komme til at køre sammen med andre borgere på hele turen eller noget af vejen. Hvor plustur er en mulighed, vil den automatisk fremgå af rejseoversigten i rejseplanen.
- I Movia glæder vi os over, at Rudersdal Kommune nu også har tilsluttet sig plustur. Vi arbejder hele tiden på tiltag, der kan styrke mobiliteten på Sjælland. Og vi hører fra de øvrige kommuner, der har indført plustur, at borgerne har taget godt imod tilbuddet om at blive hentet hjemme ved hoveddøren og blive kørt til nærmeste stoppested eller station, når bussen ikke dækker, siger Movias plandirektør Per Gellert.
Plustur skal bestilles mindst to timer før afgang og man betaler med betalingskort, når man bestiller turen. Med plustur er det muligt at blive kørt til et stop inden for kommunen eller til en anden kommune, der også er tilsluttet plustur.
Der er lige nu 21 kommuner på Sjælland, der har udvidet den kollektive transport med plustur.
Plustur blev etableret som fast ordning 1. juli 2019 efter forsøg i flere kommuner året før. Erfaringerne med plustur er gode. Kunderne giver udtryk for stor tilfredshed med at blive tilbudt bedre sammenhæng og øget mobilitet. Det er især de yngre borgere mellem 20-39 år, der benytter plustur.
Der er i første omgang tale om et etårigt forsøg med plustur i Rudersdal Kommune,
Plustur-toppesteder i Rudersdal
En række skiftesteder er udpeget som destination for en plustur. Det er trafikknudepunkter, som er udpeget med det formål, at passagerne kan opnå det bedste skift til bus og tog, men uden at plusturen kommer til at køre parallelt med bus og tog.
• Øverødvej / Helsingørmotorvejen
• Bistrup Trafikplads
• Trørød Torv
• Høsterkøbvej / Ravnsnæsvej
• Vedbæk St.