NYHEDER 28. JAN 2022 KL. 14:00

Station i København skifter navn

Af: kollektivtrafik

Ny Ellebjerg Station skal fremover hedde København Syd. Navneændringen sker i forbindelse med udviklingen af stationen fra et lokalt knudepunkt til et stort knudepunkt i Hovedstadsområdet


Ny Ellebjerg Station kommer i fremtiden til at være en af Danmarks største stationer med op mod 37.000 daglige på-, af- og omstigere. Med den nye rolle som et centralt knudepunkt i Hovedstadsområdet, hvor passagerer kan skifte mellem metro, landsdels- og regionaltrafik, S-tog og potentielt international trafik, er der behov for et nyt navn, som i højere grad symboliserer dette.

Partierne bag Infrastrukturplan 2035 har sammen afsat 2,6 millioner kroner til en navneændring. Det er nu besluttet, at stationen skal hedde København Syd. Midlerne går til at dække DSB’s og Banedanmarks udgifter til selve navneændringen, som kræver nye skilte, nye kort, opdatering af IT-systemer med mere.


Beslutningen om København Syd

Sidste forår afholdt transportminister Benny Engelbrecht (S) sammen med dagbladet Politiken en konkurrence, hvor avisens læsere blev opfordret til at komme med forslag til et nyt navn.

Det mest populære bud fra Politikens læserne på et nyt navn var København S, der fik 45 stemmer. Med navnændringen til København Syd bliver det tydeliggjort, at stationen i langt højere grad end i dag får en rolle som indgang til København for både regional- og landdelstrafikken og potentielt international togtrafik i fremtiden. Stationen bliver således et alternativ til Københavns Hovedbanegård for en række passagerer, som rejser ind, ud eller rundt i København.



Infrastruktur Tog og jernbaner