Af: Lasse Repsholt
Kommunernes Landsforening (KL) følger op på successen fra sommeren 2021 og viderefører det kommunale "netværk om grøn mobiltiet". Her stilles skarpt på kommunernes rolle i den vitale opgave med grøn omstilling af transporten og mulighederne for at skabe sammenhængende og effektive mobilitetsløsninger.
Det første møde i netværket er planlagt til den 3. marts 2022 kl. 10.00 til 12.00 (online).
Her er der deltagelse fra Susanne Krawack, seniorkonsulent i tænketanken CONCITO. Susanne arbejder med mobilitet og transport og har lang erfaring fra kommuner, rådgivning og andre videninstitutioner. På mødet giver hun sit bud på anbefalinger i tænketankens kommende rapport om nye forretningsmodeller for bæredygtig mobilitet. Rapporten er under udarbejdelse, og Susanne vil som en del af sit oplæg lægge op til dialog og debat om anbefalingerne.
Efter oplægget vil deltagerne blive fordelt i grupper, hvor man som kommune har mulighed for sammen med andre kommuner at drøfte, hvilke punkter man kan lade sig inspirere af og arbejde videre med.
Netværkets program for 2022 ser sådan ud:
Du kan læse mere om netværket og tilmelde dig her: Kommunernes netværk om grøn mobilitet
I Kollektiv Trafik Forum har man høje tanker om KL's initiativ. På nationalt plan har vi en enorm udfordring med at nedbringe klimabelastningen fra vores vejtrafik. Dernæst kæmper vi flere steder med trængsel og byrum der domineres af bilerne - enten i fart eller parkerede - på bekostning af det gode nærmiljø for de mennesker der færdes. For det tredje er der behov for en målrettet strategi, der sikrer sammenhæng og gør det muligt for alle (eller flere) at komme til arbejde, studie eller fritidsaktiviteter på en bæredygtig måde og uden at være afhængig af egne fire hjul.
"Alle landets kommuner står med de samme udfordringer lokalt i varierende omfang. I byerne udgør trængslen en udfordring og på landet er opgaven at sikre sammenhængskraft i transportsystemet, men et socialt og klimamæssige bæredygtigt transportsystem har de alle brug for. Derfor er KL's initiativ på dette område meget velkomment," vurderer Lasse Repsholt, formand for Kollektiv Trafik Forum.