NYHEDER 5. MAJ 2022 KL. 13:34

Nekrolog Erling Secher er død

Af: Mikael Hansen

Erling Secher er død
Erling Secher som ca 40-årig.(Kilde: sechersrutebiler.dk)

Erling Secher (1939-2022) var landsformand for rutebilejernes brancheforening i 1980’erne, men blev mest kendt for at åbne en busrute mellem Moskva og Warszawa.


Erling Secher, Rostved på Djursland, er død 82 år gammel.

Der kan sættes mange titler på Erling Secher: rutebilejer, organisationsmand, lokalpolitiker og - ikke mindst – iværksætter.

Erling Secher overtog som kun 27-årig ledelsen i Sechers Rutebiler, i de første år sammen med moderen Gudrun Secher. Men stor idérigdom og handelstalent formåede han at udvikle Sechers Rutebiler til en stor og alsidig virksomhed. Erling Secher engagerede sig også i organisationsarbejdet i bestyrelserne for områdets rutebilstationer og i brancheforeningen Landsforeningen Danmark Bilruter, hvor han var landsformand i perioden 1980-88.

Erling Sechers stjernestund var oprettelsen af SOVPOLDA er joint-ventureselskab med sovjetiske, polske og danske partnere. SOVPOLDA åbnede en busrute i vesteuropæiske standard mellem Moskva og Warszawa. Skæbnen ville, at den første bus rullede ud på ruten den 9. november 1989 – samme dag som Berlinmuren faldt. SOVPOLDA fik en kort levetid, fordi alt ændrede sig med rekordfart i Østeuropa. De polske og sovjetiske partnere i projektet gik i opløsning, og passagergrundlaget forsvandt.

I 1995 solgte Erling Secher sin rutebilvirksomhed til svenske Swebus og blev ansat som direktør i selskabet. Salget blev anset for meget kontroversielt i busbranchen i en periode, hvor trafikselskabernes udbud af buskørsel gik hårdt ud over de traditionelle, lokalt funderede busselskaber. Da Swebus’ danske aktiviteter blev købt af Combus, fulgte Erling Secher med – endnu mere kontroversielt blandt de private rutebilejere.

Erling Secher engagerede sig i lokal politik i årene efter, hvor han var byrådsmedlem og viceborgmester for Venstre i den daværende Rønde Kommune. Han var også en hovedkraft bag turismeprojektet ”Djursland for fuld damp”.

Erling Secher var en urolig sjæl, som trivedes bedst med spændende og perspektivrige udviklingsprojekter. Dagligdagens trummerum måtte andre tage sig af, først og fremmest hustruen Eva Secher, men også en stribe betroede medarbejdere.

Erling Sechers største udfordring var uden tvivl den kedsomhed, som ramte ham, når et nyt projekt begyndte at køre på skinner. Han var iværksætter helt ind i sjælen men også idealist, og han brugte  sit forretningstalent til at gøre sit eget og andres liv spændende, farverigt og tankevækkende.

Æret være Erling Sechers minde.



Navne