NYHEDER 31. MAJ 2022 KL. 12:46

Brændstofpriser: Den tyske regering vil sænke afgifterne på brændstof henover sommeren

Af: kollektivtrafik

Tyske afgiftsnedsættelser på brændstof bliver et stort problem for grænsehandlen, lyder det fra Drivkraft Danmark, der er branche- og arbejdsgiverorganisation for selskaber, der leverer brændstof og el-ladning til transport, raffinaderier samt LPG-branchen. Branchen står for 99 procent af energien til transporten og 40 procent af det samlede danske energiforbrug


På grund af de stigende brændstofpriser agter Tyskland at sænke afgifterne på benzin og diesel over sommeren. Det vil betyde en forskel på 3 til 4 kroner pr. liter i forhold til brændstofpriserne i Danmark.

- Så store prisforskelle har vi aldrig oplevet før, og vi får lige nu rigtig mange henvendelser om de stigende brændstofpriser og om afgiftslettelserne i Tyskland. De store prisforskelle mellem Danmark og vores naboer må forventes at få stor betydning for grænsehandlen af benzin og diesel, men også dagligvarer mm. vil blive berørt. Den store udfordring må regeringen naturligvis forholde sig til, siger Jacob Stahl Otte, der er direktør i Drivkraft Danmark.
Foreløbigt gælder afgiftslettelsen i Tyskland tre måneder frem hen over sommerferien, men hos Drivkraft Danmark er man bekymret for, om en forlængelse kan komme på tale.

- Lige nu er der ikke udsigt til markant lavere brændstofpriser på verdensmarkedet. Derfor kan vi godt være bekymrede for, om den tyske regering kan finde på at forlænge afgiftslettelserne efter sommerferien. Det kan naturligvis få mere langsigtede konsekvenser for grænsehandlen. Derfor efterlyser vi både handling her og nu og en plan for, hvordan man vil forholde sig til risikoen for afgiftsforskellene på længere sigt, siger Jacob Stahl Otte.

Stor betydning for grænsehandel
De store forskelle på brændstofpriserne i Danmark og naboer må forventes at få stor betydning for grænsehandlen af benzin og diesel, men også dagligvarer mm. vil blive berørt. Den store udfordring må regeringen naturligvis forholde sig til.



Energi og miljø