NYHEDER 2. JUN 2022 KL. 04:00

DSB’s nye el-tog bliver et halvt år forsinket

Af: Redaktionen

DSB’s leverance af 100 Coradia Stream el-togsæt fra den franske togproducent Alstom forventes modtaget op mod et halvt år efter den oprindelige tidsplan.


Det er en kombination af flere faktorer, der ændrer tidsplanen for togleverancen. Der er tilkommet en række ændringer på togets design, som er nødvendige, for at Danmark modtager de optimale togsæt i forhold til behovet. Hertil kommer den generelle usikkerhed med forsyninger verden over. Disse forhold har sat projektet bagud i forhold til planen.
Oprindeligt skulle de nye el-togsæt have været sat i drift i december 2024 – og tidspunktet for idriftsættelsen er nu ændret til medio 2025.


- Det er ikke unormalt, at indkøbsprojekter i denne størrelsesorden får justeret tidsplanerne. Med den ekstra tidsramme, der tager højde for de nævnte udfordringer, er der den rette tid og luft til, at Alstom kan levere togsættene som forudsat og DSB kan modtage og idriftsætte dem bedst muligt, siger direktør for Strategi & Togmateriel Jürgen Müller.


- Vi har fået en rigtig god start på samarbejdet med DSB om Coradia Stream, og arbejdet skrider godt frem. Vi er overbeviste om, at vi sammen med DSB leverer et innovativt og driftssikkert tog til danskerne med høj passagerkomfort, siger Emmanuel Henry, administrerende direktør i Alstom Danmark.


Coradia Stream el-togsættene skal afløse DSB’s nuværende IC3- IR4- og IC4-tog, og de skal i udgøre rygraden i landsdelstrafikken, ligesom de vil blive indsat i dele af den regionale trafik.

Det er blandt andet skærpede krav til togsættenes bremser, der er skyld i forsinkelsen.

 



Bæredygtighed Energi og miljø Tog og jernbaner