Af: kollektivtrafik
EU’s medlemslande har på et møde tirsdag 21. juni godkendt EU-Kommissionens forslag til tildeling af støttemidler til europæiske infrastrukturprojekter. I den forbindelse får fem danske infrastrukturprojekter et samlet støttebeløb på 4,4 milliarder kroner
EU-midlerne kommer fra EU’s infrastrukturfond Connecting Europe Facility (CEF), der i EU-budgetperioden 2021-2027 støtter anlæg af infrastrukturprojekter på det transeuropæiske transportnet (TEN-T).
TEN-T har til formål at styrke det indre marked ved blandt andet at udvide eller helt fjerne flaskehalse og fremme mere effektive, grænseoverskridende transportkorridorer.
Den samlede ansøgningspulje, der fra dansk side kunne søges om støtte til ved seneste ansøgningsrunde, lå på omkring 18,5 milliarder kroner. Der har været stor konkurrence om EU-midlerne, hvor 103 ud af 317 ansøgninger er blevet godkendt til at modtage støtte.
Fem ud af 12 danske ansøgninger er blevet godkendt til støtte med et samlet støttebeløb på omkring 4,4 milliarder kroner.
De danske støttemodtagere fordeler sig bredt inden for en række transportformer, ligesom både private og offentlige aktører er blevet tildelt støtte.