Af: kollektivtrafik
Vejdirektoratet har tildelt kontrakten om at bygge en 1,4 kilometer lang tunnel under Svanemøllehavnen og Kalkbrænderiløbet, der forbinder de to bydele Østerbro og Nordhavn i København, til et europæisk joint venture
Onsdag blev kontrakten om den kommende Nordhavnstunnel tildelt. En tildeling, som er kulminationen på flere års arbejde med planlægning og begyndelsen på en ny etape af projektet.
Det bliver joint venture-selskabet, der består af Besix (Belgien) og MT Højgaard A/S (Danmark) med støtte fra NIRAS A/S, Jacobs Sverige AB og Bravida Danmark A/S, der skal bygge Nordhavnstunnelen. Vejdirektoratet fremhæver, at det alle er store og yderst kompetente virksomheder med bred international erfaring, der er med i det vindende joint venture.
I alt fire joint venture-selskaber bød på opgaven.
Den kommende Nordhavnstunnel er en forudsætning for den videre byudvikling af indre og ydre Nordhavn. Tunnelen sikrer direkte adgang til de byudviklingsområder, som i fremtiden skal huse en flere borgere og virksomheder.
Samtidig vil tunnelen forbedre adgangen til havneaktiviteterne i området og sikre, at en del af den tunge trafik på Østerbro flytter væk fra det øvrige vejnet og dermed aflaster bymiljøet.
Prisen på det vindende tilbud er 2,585 milliarder kroner og holder sig dermed inden for projektets samlede anlægsbudget.
Leverandør af styresystem er også på plads
Vejdirektoratet har også valgt leverandør for opgaven med styresystem til tunnelen - et såkaldt SCADA-anlæg, og her har Vejdirektoratet valgt at tildele kontrakten til ÅF-Industry AB (Sverige) med støtte fra AFRY Denmark A/S (Danmark), som leverede det bedste tekniske tilbud og til den laveste pris. Entreprisen på levering af styresystemet har en værdi på omkring 70 millioner kroner.
Opgaven med styresystem til tunnelen blev adskilt fra selve tunnelbyggeriet, fordi Vejdirektoratet søgte en leverandør, der var ekspert i avancerede styresystemer. SCADA-anlægget, som står for Supervisory Control And Data Acquisition, er et styresystem, der sørger for et samlet overblik over hændelser, meddelelser om tekniske fejl, der skal rettes, og giver mulighed for at igangsætte tunnelens sikkerhedsanlæg efter behov.
Nordhavnstunnelen bliver en forlængelse af den eksisterende Nordhavnsvejtunnel, som allerede har et SCADA-anlæg. Det system blev taget i brug i 2017 og er siden løbende blevet optimeret af Københavns Kommunes drift- og vedligeholdelsesorganisation.
Begge leverandører planlægger hurtig opstart efter kontraktindgåelse, hvilket forventes at være den 12. september efter standstill-perioden.
Fakta om projektet:
Interesserede kan læse mere om Nordhavnstunnelen her: