NYHEDER 5. DEC 2022 KL. 11:57

Togudbud er annulleret

Af: kollektivtrafik

For godt to uger siden blev den spanske togproducent, CAF, udpeget som vinder af Lokaltogs udbud af nye batteritog til de sjællandske lokalbaner. Udbuddet omfattede 14 batteridrevne tog til de sjællandske lokalbaner. Under standstill-perioden har en af de forbigåede tilbudsgivere indgivet en klage over udbuddet til Klagenævnet for Udbud. Derfor har Lokaltog's bestyrelse besluttet at annullere udbuddet


Lokaltog's bestyrelse har truffet beslutningen på baggrund af en juridisk vurdering fra selskabets advokat. Baggrunden for annulleringen af udbuddet er, at Lokaltog har konstateret en række fejl og uklarheder i udbudsmaterialet. Fejlene er undervejs forsøgt tilpasset, men Lokaltog erkender nu, at fejlene må anses for at være så væsentlige, at de ikke kan tilpasses på anden måde end ved at annullere udbuddet.

- Vi må desværre erkende, at vi i Lokaltog har lavet nogle formelle fejl i udbuddet, vi som udbyder ikke må lave. Det er vi meget ærgerlige over, og det vil vi gerne beklage - ikke mindst over for de tre bydere CAF, Siemens Mobility og Stadler - men også overfor Regionsrådet i Region Sjælland, siger Lokaltogs administrerende direktør, Lars Wrist-Elkjær.

Han tilføjer, at Lokaltog nu har sat gang i et arbejde, der skal kvalitetssikre virksomhedens procedurer for udbud, så risikoen for en tilsvarende situation minimeres fremadrettet.

Lokaltog har orienteret Movia og Region Sjælland om, at udbuddet er annulleret, og at selskabet afventer et fornyet mandat fra Region Sjælland.

Tre store togproducenter bød på ordren
I det nu annullerede udbud havde tre store europæiske togproducenter afgivet tilbud på ordren, og det var - foruden vinderen CAF fra Spanien - schweiziske Stadler og tyske Siemens Mobility.

- Jeg synes, det er nogle gode tilbud, vi har set fra tre store europæiske producenter, og vi var i Lokaltog tilfredse med, at alle tre bød på opgaven, siger Lars Wrist-Elkjær, som ikke ønsker at udtale sig om, hvorvidt der skal laves et nyt udbud på de 14 batteritog og i givet fald hvornår.

- Nu har vi en ny situation, og så skal vi selvfølgelig i Lokaltog følge de beslutninger, der træffes i Region Sjælland om, hvad der skal ske, siger Lars Wrist-Elkjær.


Om Lokaltog A/S:
Lokaltog driver jernbanestrækninger over hele Sjælland samt Lolland og Falster
Lokaltog er et dansk jernbaneselskab, der driver ti privatbaner. som hvert år transporterer godt 9,4 millioner passagerer



Tog og jernbaner