Af: Niels Bak Henriksen
- Og det er grønt bebuder regeringspartiernes ordførere. Med nye ansigter på næsten alle ordførerposterne er der ikke meget trafikmafia over det nye transportudvalg, som mødtes for første gang i den her uge. Og mens nye motorveje og opgraderede jernbaner allerede er besluttet i infratrukturforliget sidste år, så kommer fokus i den kommende periode i stedet til at ligge på den grønne omstilling
Lige nu er dagsordenen blank. Først på tirsdag fremlægger regeringen sit lovkatalog i forbindelse med statsministerens åbningstale.
Det første møde i det nyvalgte transportudvalg i Folketinget i den her uge stod bestod da også udelukkende af velkomst og orientering om, hvordan udvalget arbejder og for eksempel håndterer spørgsmål til ministeren eller får indflydelse på, hvad der sker i EU gennem samarbejdet med Europaudvalget. I næste uge venter orienteringsmøder i Transportministeriet om forskellige sager.
- Kun to ordførere er blevet siddende. Det betyder også, at man har mistet ekstremt meget viden, lyder det fra en af de nye ordførere, Venstre's Peter Juel-Jensen.
Han har overtaget posten efter den garvede transportpolitiker Kristian Pihl Lorentzen, som ikke blev genvalgt.
- Jeg prøver jo også at fylde nogle meget store sko ud. Når vi har kørt rundt i landet, så er der jo ikke en jernbaneoverskæring, han ikke kender, siger han om forgængeren.
- Jeg har en meget stejl læringskurve foran mig.
Grøn omstilling som rød tråd
Lidt samme indfaldsvinkel har Moderaterne's ordfører, Peter Have. Han har bare hverken nogen forgænger at kunne ringe til i en snæver vending eller siddet som menigt medlem i udvalget før.
- Jeg kommer til at spørge meget, siger han, og forbeholder sig ret til ikke at have færdige holdninger klar til alt endnu, hvad end det handler om 11 kg-reglen eller en ny Kattegatbro.
- Hvis jeg kan være med til at belyse det. Er den samfundsmæssige gevinst så stor, at det står i forhold til miljøbelastningen? siger han og erklærer, at han ikke har lagt sig fast på, om megaprojektet er en god idé eller ej.
I stedet vil Peter Have gerne sætte et par overskrifter på sin indfaldsvinkel til arbejdet.
- Det er vigtigt, at vi får den grønne omstilling tænkt ind i alt, hvad vi laver, uanset transportform, nævner han som det første.
Det handler for eksempel om grøn asfalt, og han lægger også en ambition på bordet om, at dansk indenrigsflyvning kan blive den første i verden til at flyve klimaneutralt.
Den grønne omstilling er også blandt de ting som både Peter Juel-Jensen og den sidste af regeringens transportordførere, socialdemokraten Thomas Jensen, nævner.
For Peter Juel-Jensen handler det i høj grad om, hvordan det sker.
- Den grønne omstilling har i mine øjne spillet fallit, hvis den koster danske arbejdspladser, siger han, og advarer mod, at man lægger sig fast på rent danske løsninger.
- Selvfølgelig skal vi være et foregangsland, men landene omkring os begynder også at røre på sig. Hvis vi bliver alt for energibestemmende, så skal vognmændene investere i flere lastbiler. De investeringer, de foretager, skal også kunne bruges uden for landets grænser, siger han og slår samtidig målet fast:
- Vi skal ikke transportere os mindre. Vi skal gøre det grønnere.
Infrastrukturforliget lægger rammen
Mens de to gange Peter er nye som transportordførere, er Thomas Jensen sammen med de konservatives Niels Flemming Hansen, en af de to ordførere, som også havde posten før valget.
Men alligevel med en lidt ændret rolle. For mens Trine Bramsen var socialdemokrat, så har Venstre med Thomas Danielsen overtaget transportministerposten i den nye regering, og dermed er det Thomas Jensen, som skal tegne sit partis politik på området.
- Jeg er gået fra at være andenviolin til at være førsteviolin, siger han med et hørbart smil.
Men selv om ansigterne i regering og udvalg er nye, så handler det på transportområdet først og fremmest om at fortsætte det, der allerede er gang i.
- Det dejlige ved transportområdet er, at der ligger et stort forlig, siger han med henvisning til infrastrukturforliget fra sidste år.
- Vi ved, hvad vi skal. Så handler det om at få det gjort på en ordentlig måde, siger han.
Sammen med den grønne omstilling nævner han også som målsætninger, at trængslen i de store byer skal mindskes, og at Danmark skal bindes bedre sammen.
Det sidste er også en prioritering for både Peter Juel-Jensen og for Peter Have.
Peter Have har efter eget ønske fået ordførerposterne for både transport og i udvalget for landdistrikter og øer, mens Juel-Jensen i den seneste folketingssamling også var ordfører på det område, og også fortsat sidder i udvalget.
- Vores byer og vores landdistrikter er ikke hinandens modsætninger, de er hinandens forudsætninger, siger Peter Juel-Jensen.
Mere ud af den kollektive trafik
Dermed handler det også om den kollektive trafik, som kommuner og trafikselskaber i krisen efter corona og høje brændstofpriser, især har skåret ned på i yderområderne.
- Det er noget, vi skal have diskuteret, siger Thomas Jensen, og alle tre peger de på, om der kan findes andre og mere fleksible løsninger end den traditionelle busdrift.
- Det er ikke bare et spørgsmål om flere penge. Vi skal se, om vi kan få det strikket sammen på en anden måde, siger Peter Juel-Jensen, uden han dog helt afviser, at man også kommer til at dykke i kassen.
Han hæfter sig dog ved at i sit arbejde med at sætte sig ind i området, er det ikke småbeløb, han er stødt på. Især ikke på jernbaneområdet.
- Jeg var faktisk lidt overrasket over både penge og årsværk. Når vi bruger så mange penge, så skal det også virke. Når man taler med borgerne, er det ikke altid det, de oplever, siger han, og lyder her lidt som sin forgænger.
- Engelbrecht fik lavet et serviceeftersyn af jernbanen i 2020. Jeg synes ikke, der er blevet fulgt ordentligt op på det, siger han.