Busoperatør tester nyt og mere miljøvenligt brændstof i Aalborg
Af: kollektivtrafik
Bybusserne i Aalborg skal køre på brændstof, hvor 30 procent af den traditionelle dieselolie er erstattet med en mindre miljøbelastende type dieselolie, GTL, der er fremstillet af naturgas. GTL er en form for syntetisk dieselolie med lavere emissioner af partikler og NOx end almindelig dieselolie
GTL betyder Gas to Liquid og er dieselolie produceret ud af naturgas - såkaldt syntetisk diesel. GTL har lavere emissioner af partikler og kvælstofilter (NOx), som er de to mest sundhedsskadelige elementer ved brug af fossil dieselolie som brændstof. Men GTL er så nyt et brændstof, at den endelige dokumentation af miljøgevinsten stadig mangler.
- Vi er dog sikre på, at der er en tydelig og klar miljøgevinst ved GTL-brændstoffet, siger Michael Stubtoft, der er teknisk chef hos Keolis Danmark.
Han peger på, at producenten angiver op til 33 procent lavere lokale emissioner.
- Desuden kan GTL bruges i busdriften helt på linje med almindelig diesel. Vi vil i gennemsnit blande 30 procent GTL i brændstoffet i Aalborg Bybusser fra sommeren 2018, siger Michael Stubtoft.
GTL er stadig et fossilt brændstof, når der fremstilles af naturgas, og dermed en midlertidig løsning. Men Keolis betegner det som et godt alternativ til traditionel diesel og et skridt i den rigtige retning for miljøet hen mod omstilling til vedvarende energi.
GTL er blot én af flere typer syntetisk diesel, som forventes at spille en betydelig rolle i de kommende årtiers omstilling af transportsektoren til fossilfri brændstoffer.
Ny aftale med Nordjyllands Trafikselskab
Keolis har netop indgået en ny aftale med Nordjyllands Trafikselskab om miljøforbedringer i Aalborg Bybusser i de kommende to år. Aftalen indeholder to muligheder, som Keolis frit kan vælge mellem: Enten brug af GTL med 30 procent GTL i brændstoffet, eller en forøgelse af andelen af biodiesel (BTL) udover de lovpligtige 7 procent.
Keolis har i første omgang valgt at satse på en afprøvning af GTL-brændstoffet.
- Keolis har ønsket at holde valgmuligheden åben, fordi markedet for de miljøvenlige brændstoftyper som BTL og GTL er temmelig usikkert, siger tilbudschef hos Keolis Danmark, Thomas Nielsen.
- Vi skal jo være sikre på, at vi kan levere de miljøfordele, vi har aftalt med NT, så Keolis har brug for fleksibilitet i indkøb af alle typer brændstof, siger han.
Det er Keolis’ busanlæg i Aalborg, der skal forberede og stå for driften af forsøget med GTL, som starter i juli i år og varer i to år.
Nordjyske Jernbaner meldte fornyligt ud, at selskabets vil skifte til GTL-brændstof.