Af: Redaktionen
De første passagerer kan stige i busserne ved Københavns Busterminal i forsommeren 2024 og ikke som hidtil antaget i sommeren 2023. Årsagen er, at systemet til trafikstyring og passagerinformation bliver senere færdigt.
Det skrider godt fremad med at anlægge den fysiske del af den nye Københavns Busterminal ved Dybbølsbro. Vejdirektoratet forventer, at holdepladserne, terminalbygningen og overdækningen af holdepladserne bliver gjort færdig i sommeren 2023.
Ved busterminalen skal der også etableres et ITS-system til blandt andet trafikstyring og passagerinformation, og etableringen af dette system er forsinket.
Vejdirektoratet gennemførte to udbud af ITS-løsningen i anden halvdel af 2022, men ingen leverandører bød på opgaven. Nu skal løsningen ud i et tredje udbud, og dermed kan systemet først stå færdigt i forsommeren 2024, hvor busterminalen kan blive taget i brug af buspassagererne.