Af: Redaktionen
Letbanesamarbejdet i Østjylland har i deres nyeste nyhedsbrev et interview med transportpolitikeren Jens Meilvang (LA), som har taget springet fra Norddjurs Kommune til Folketinget og nu er næstformand i Folketinget Transportudvalg. Han har tidligere siddet i Letbanerådet i Østjylland.
Informationsportalen kollektivtrafik.dk bringer her et uddrag af interviewet:
Har dit syn på fremtidens kollektive trafik i Østjylland ændret sig, efter du er gået fra lokal til national politik?
– Nej, det har det ikke. Jeg har de samme holdninger og idéer til det, der skal og kan ske i årene frem. Vi står over for en stor omstilling, især uden for de store byer, hvor der kan være langt mellem de blå busser. Jeg tror, at fleksible, kollektive ruter er vejen frem. Men de steder, hvor der bliver nedlagt ruter, skal vi være bedre til at forklare og ”sælge” de mere fleksible løsninger, der tilbydes i stedet for.
Hvad ser du som de største udfordringer i forhold til den kollektive trafik?
– Der er et vakuum lige nu, hvor der i forskellige landområder ikke er basis for kollektiv trafik og den lokale busrute. Her er det vigtigt, at vi får gjort opmærksom på alternativer, for eksempel flextaxa eller flexbus, for hvis borgerne ikke oplever, der er andre muligheder, køber de en bil, og så går der i gennemsnit 10 år, før de vender tilbage til den kollektive trafik.
Er du stødt på nationale bevægelser, som kan komme det østjyske til gode?
– Det er nok snarere omvendt: Jeg kan tage erfaringerne fra det lokalpolitiske med ind på Christiansborg, hvor der nogle gange godt kan være langt ud til den ’almindelige’ borger. Derfor føler jeg også, at jeg har fingeren ret meget på pulsen, siger Jens Meilvang.