NYHEDER 19. JUN 2023 KL. 15:20

Trafikselskab harmoniserer bestillingstransporten

Af: kollektivtrafik

Midttrafik harmoniserer fra mandag 26. juni flextur, plustur og flexbus, så det bliver lettere for passagerne at bestille og bruge den del af den kollektiv transport, der kører på bestilling. Hermed tager Midttrafik endnu et skridt for at sikre en god mobilitet i hele Region Midtjylland - også i de områder, hvor de kollektive transportmuligheder med bus, tog og letbane er begrænsede


Som det første trafikselskab i Danmark harmoniserer Midttrafik fra mandag 26. juni de ordninger i flextrafik, der kan bruges af alle borgere uden visitering. Harmoniseringen sker på baggrund af en kundeundersøgelse i 2021, der fastslog, at flextur, plustur og flexbus var for komplekse, når det kom til kendskab, bestilling og betaling. Formålet med harmoniseringen er at gøre det lettere for passagerne både at forstå og benytte den del af den kollektiv transport, der kører på bestilling.

Midttrafik nævner eksempelvis, at man som bruger af kollektiv transport eksempelvis kan bestille en flextur hjem fra sport, arbejde eller sociale arrangementer, når der ikke er mulighed for at tage bus, tog eller letbane.

- Vi skal vænne kunderne til at bestille deres kollektive trafik, hvis de bor i områder med langt til et stoppested eller en station, siger bestyrelsesformand for Midttrafik, Steen Vindum, og fortsætter:

- Med bestilling i Rejseplanen og ensrettede priser i hele region Midtjylland har vi fjernet vigtige barrierer for kunderne. Nu skal vi bare have udbredt kendskabet - og det glæder jeg mig til. Kørsel på bestilling er vejen frem for en bedre sammenhæng mellem land og by.

Når man bruger Rejseplanen, får man tilbudt flextur, plustur eller flexbus, når man en rejse på en strækning eller et tidspunkt, hvor der ikke kører bus, tog eller letbane. Her kan man både booke og betale rejsen med flextur, plustur eller flexbus.

Det er fortsat muligt at bestille og betale sin flextur i Flextrafik app, på midttrafik.flextrafik.dk eller ved at ringe på tlf. 87408300.


Flextur får samme pris i hele regionen
Midttrafik har nedlagt kommunegrænserne, så man som passager kan rejse frit og til samme pris med flextur i hele Region Midtjylland.

Standardprisen er 7 kroner pr. kilometer, minimum 35 kroner. Rejsen kan gøres billigere, hvis man vælger at rejse til eller fra et knudepunkt. Så er prisen 3 kroner pr. kilometer, minimum 22 kroner, for de første 20 kilometer.

Ønsker man at rejse i en byzone, koster det 14 kroner pr. kilometer.


Billigere flextur til knudepunkter
Et knudepunkt er et sted, hvor man kan køre til eller fra til en billigere pris.

Man kan godt bestille en flextur til et knudepunkt i en anden kommune end den, man bor i. Prisen afhænger kun af afstanden.

Knudepunkter findes mange forskellige steder både i og uden for byerne. De kan eksempelvis findes ved busterminaler, togstationer og busstoppesteder. De kan også være placeret på steder, som kommunen prioriterer som særligt tilgængelige - eksempelvis en sportshal eller borgerservice. Der vil ofte være en parkeringsplads i nærheden, hvor man kan blive sat af eller samlet op.

Det er den enkelte kommune, der bestemmer antal og placering af knudepunkter.


Fra mandag 26. juni kan man som passager se et kort over alle knudepunkter på midttrafik.dk/flextur


Flere kunder kan bestille en plustur
Der er oprettet flere muligheder for at tage en Plustur i Region Midtjylland end tidligere. Samtidig er prisen blevet billigere. Man kan eksempelvis rejse for 3 kroner pr. kilometer, minimum 22 kroner.

Som noget nyt er det muligt at bruge en billet fra Midttrafik (for eksempel en enkeltbillet, pendlerkort eller ungdomskort) eller en billet fra Arriva/DSB, hvis billetten er gyldig på den strækning, som plusturen kører.


Fakta om Flextur, Plustur og Flexbus:

 
Flextur
Med Flextur vælger man selv, hvor man vil køres fra og til, og hvornår man vil afsted. Man skal blot bestille turen senest en time før, man skal afsted. Man kan blive kørt alle ugens dage mellem klokken 6.00 og 24.00.

Plustur
Plustur er kørsel til eller fra anden kollektiv trafik. Når plustur er en mulighed, vil den automatisk komme frem som en del af den rejse, man søger på Rejseplanen.

Med Plustur bliver man kørt i bil fra ens adresse til stoppestedet - eller omvendt. Man skal bestille turen senest en time før, man skal afsted. Man kan få tilbudt en plustur alle ugens dage fra mellem klokken 6.00 og 24.00.

Flexbus 
Flexbus er afgange i køreplanen, som kun kører, når man bestiller dem. Man kan se afgange og stoppesteder i køreplanen eller på Rejseplanen. Med Flexbus bliver man kørt i bil fra stoppested til stoppested. Man skal bare bestille turen senest en time før, man skal afsted.


Flextrafik Mobilitet