NYHEDER 6. SEP 2023 KL. 08:00

Ny direktør er snart udlært i den kollektive trafiks systemer

Af: Mikael Hansen

Ny direktør er snart udlært i den kollektive trafiks systemer
Rasmus Bach Mandø, direktør i FynBus (Foto: FynBus)

Rasmus Bach Mandø har nu været direktør for FynBus i et halvt år. Han ser de faldende passagertal og de stigende omkostninger som udfordringer, der kalder på kreative løsninger og han varsler store ændringer i trafikbetjeningen på Fyn.


Rasmus Bach Mandø mente selv, at han kendte FynBus ret godt fra sine ni år i forskellige funktioner i Odense Kommunes By- og Kulturforvaltning, hvor han ofte havde kontakt med det fynske trafikselskab.

-Det viste sig så, at jeg selvfølgelig kendte den side af FynBus, som havde med ejerrolleren at gøre, mens der var en lang række andre emner og forhold, som jeg ikke kendte særlig meget til, fortæller han til informationsportalen kollektivtrafik.dk.

Det var blandt andet emner som kontrakter, Rejseplanen, Rejsekortet, Indtægtsfordeling, takstsystemer og takstsamarbejde, hvor Rasmus Bach Mandø var og stadig er ”ny i klassen”.

Rasmus Bach Mandø forklarer videre:
-Heldigvis fik jeg bekræftet mit indtryk af FynBus som en meget åben og venlig organisation med meget solide faglige kompetencer. Alle medarbejdere har været meget hjælpsomme, når jeg har haft brug for at blive opdateret. Og jeg har fået virkelig gode forklaringer – og det får jeg stadig. Det store, forkromede overblik over alle tekniske og organisatoriske detaljer har jeg stadig til gode. Men jeg arbejder på det!!

Ti ejere
Busbetjeningen udenfor Odense har været et emne, som Rasmus Bach Mandø skulle sætte sig ind i:
-Jeg har i min karriere og i mit personlige liv været meget centreret om Odense, så der har været mange forhold og steder på Fyn og Langeland, jeg ikke har kendt noget særligt til. Regional og lokal buskørsel uden for de store byer er meget anderledes end bybustrafik.

-Den ret intense kommunikation med de ni ejerkommuner og Region Syddanmark er også en ny opgave for mig, hvor jeg før kun har kendt til kontakten mellem Odense Kommune og FynBus.

Rasmus Bach Mandø er i gang med en møderække med hver af de tekniske direktører hos ejerkredsen. Han forklarer:
-Det er vigtigt for FynBus at kende behovet hos kommunerne, og så er det selvfølgelig også vigtigt for mig at blive præsenteret i en konkret samarbejdsrelation.

En svær tid for kollektiv trafik
Corona-epidemien har været en hård oplevelse for kollektiv trafik, og passagertallene er knap nok tilbage på 2019-niveau.

-Hvis passagertallet kom tilbage på 2019-niveau, havde vi reelt også knækket den mere langsigtede nedgangskurve, for passagertallet har været faldende meget længere tilbage, siger Rasmus Bach Mandø og fortsætter:
-Den anden store udfordring, vi har i øjeblikket, er de stigende omkostninger, først og fremmest til brændstof. Det betyder, at vi er nødsaget til at revidere principperne for busbetjeningen. Vi er nødt til at være mere markedsorienterede, vi må satse mere på de strækninger, hvor der er mange passagerer og mindre, der hvor der er få passagerer. Vi hører jo igen den gamle sang om ”de store, tomme busser”, der kører landevejen og bivejene tynde.

-Det er jo rigtigt, at busserne ikke kan være fyldt hele tiden, og at bustrafikken må dimensioneres efter den største belægning i løbet af dagen eller ugen, men sandheden er også den, at vi nogle steder kører med alt for få passagerer, og det er noget af det, vi analyserer i øjeblikket.

Flextur og plustur
Flextur og Plustur er den nye faktor nye i forhold til diskussionen om ”de store, tomme busser”. For i dag har trafikselskaberne et alternativ i de tyndt befolkede områder. Rasmus Bach Mandø siger:
-Fordelen med Flextur og Plustur er, at de kun koster noget, når de bruges. Det står i modsætning til busruterne, som koster det samme hele tiden, men reelt er dyrest, når de ikke bruges. Dette forhold kan de hårdt prøvede kommunal- og regionalpolitikere ikke rigtig få øjnene væk fra.

En underskriftindsamling for at få bussen tilbage, kan hurtigt få tilslutning.
-Det er desværre noget nemmere at få folk til at skriver under end at få dem til at tage bussen, siger Rasmus Bach Mandø og fortsætter:
-På den anden side ligger der en stor opgave for kommunerne og trafikselskabet i at overbevise borgerne om Flexturs og Plusturs fordele. Ofte står billedet tilbage af den bus, der ikke længere kører, hvor den plejer. Der er en psykologisk barriere i forhold til Flextur og Plustur. Stort set alle kender til en busrute og en taxa, men mange har endnu ikke prøvet Flextur og Plustur. Det tager tid at få fortrolighed med nye kørselskoncepter.

-Hvis man ser på FynBus’ busruter og Flextur og Plustur under ét, har vi altså et rigtig godt og fleksibelt mobilitetsprodukt, som dækker hele Fyn og Langeland. Det kan bruges af rigtig mange – mange flere end de nuværende passagerer. Vi har altså noget at tilbyde alle. Det er et vigtigt budskab, når vi er nødt at skære i buskørslen.



Om Rasmus Bach Mandø
Rasmus Bach Mandø tiltrådte som direktør for FynBus 1. marts 2023.
Han kom fra en stilling som stabschef i den nydannede Klima- og Miljøforvaltning i Odense Kommune.

Før dette var har ansat i forskellige stillinger i By- og Kulturforvaltningen i Odense Kommune. Han var blandt andet chef for afdelingen Mobil i Odense, som koordinerer de visiterede specialkørselsordninger i Odense Kommune.

Rasmus Bach Mandø er født, opvokset og uddannet i Odense, han er uddannet cand. merc. og produktionsingeniør fra Syddansk Universitet. Han bor i Odense med sin familie.

Læs artiklen fra 2020 her på portalen, hvor Rasmus Bach Mandø præsenterer specialkørsels-enheden ”Mobil i Odense”



Navne Trafikselskaber Økonomi