NYHEDER 21. MAR 2024 KL. 10:23

Fremtidens kollektive transport er kommet tættere på i Nordjylland

Af: kollektivtrafik

Der skal flere kunder i den nordjyske kollektive trafik - uden at omkostningerne stiger. Det er kernen i Fremtidens Kollektive Trafik, som Nordjyllands trafikselskab kører ud med i løbet af 2024. Mere konkret kommer det til at betyde en udvidelse af expresbusnettet og med flere afgange. Derudover kommer der mere fleksibel transport, så der samlet bliver større fleksibilitet og bedre mobilitet for den enkelte. De første ændringer kommer til sommer


Noget af det, som borgere og andre rejsende i Nordjylland - Himmerland, Vendsyssel, Han Herred, Thy og Mors - kan glæde sig til, er flere expresbusruter og flere afgange på de nuværende ekspresbusruter.

Expresbusserne er populære, og NT oplever, at passagertallene er steget på de strækninger, hvor der er blevet indsat expresbusser i stedet for almindelige regionalbusser. Expresbusserne kører med få stop, så de kommer hurtigt frem, mens de regionale ruter er længere og standser flere steder undervejs.

- Vi glæder os til at implementere de første ændringer allerede til sommer. Vi udvider nettet af expresbusser og indsætter samtidig flere expresbusafgange. Derudover øger vi mulighederne for at bruge de fleksible produkter, så flest muligt får mulighed for at benytte sig af expresbusserne - så vi helt overordnet skaber mest mobilitet for flest mulige i Nordjylland, siger Thomas Øster, der er direktør for NT - Nordjyllands Trafikselskab.

De seneste år har rammebetingelserne for den kollektive trafik i Nordjylland ændret sig i takt med, at omkostningerne er steget, og passagertallet er faldet. Behovet for at nytænke den kollektive trafik i det nordjyske område er ikke blevet mindre aktuel af eftervirkningerne af corona-tiden samt inflation og stigende energipriser, som også har sat den kollektive trafik under pres.

Derfor har NT, Region Nordjylland og de nordjyske kommuner udviklet en plan, som blandt andet skal tiltrække flere passagerer samt sikre en mere økonomisk bæredygtig kollektiv trafik.

- Vi ser frem til at kunne implementere de første ændringer allerede til sommer, da vi tror på, at det er væsentligt at se ind i de udfordringer, vi bliver mødt af, siger Thomas Øster.

Flere expresbusser og fleksible transportløsninger er fremtiden
Når alle ændringer i Fremtidens Kollektive Trafik er indført i 2026, er vil der blandt andet være indsat expresbusser mellem Hanstholm og Thisted i Thy, Løkken og Hjørring i Vendsyssel samt Løgstør og Hobro i Himmerland, mens der vil være flere afgange med expresbusser på ruter omkring Mariager, Hadsund, Løgstør og Nibe i Himmerland og Asaa i Østvendsyssel. Det betyder samlet set, at flere borgere har adgang til flere afgange med expresbusser i forhold til i dag.

I tyndere befolkede områder skal man fremover vænne sig til at bruge en anden og mere fleksibel kollektiv trafik end traditionelle busser. Den fleksible trafik - flextrafikken - er forbundet med expresbusnettet og erstatter regionalbusser i de områder eller på de tidspunkter, hvor der ikke længere er et kundegrundlag for at køre rutetrafik med busser.

- For at sikre at alle nordjyder har gode muligheder for at bruge den kollektive trafik, iværksætter vi en række tiltag, der skal få flere til at benytte sig af Plustur og Flextur, som er løsninger, hvor turen bestilles på forhånd og tilpasses den enkelte passager. Løsningerne er særligt tiltænkt de tyndt befolkede områder, hvor der er langt til et stoppested, og skal være med til at sikre, at vi i højere grad er tilgængelige der, hvor kunderne er, siger Thomas Øster.

Foruden mere fokus på de fleksible produkter bliver der ændringer i rutetrafikken i blandt andet områderne omkring Hjallerup og Dronninglund i Vendsyssel, Løgstør, Nibe og Hvalpsund i Himmerland, hvor der i et øget omfang vil blive indsat flextrafik og expresbusser.

- I vores anbefalinger til en ny rutestruktur spiller expresbusserne en væsentlig rolle. Kunderne vil fremover opleve, at der kommer flere afgange med expresbusser både i dagtimerne, om aftenen og i weekenden. Nogle steder bliver der lidt længere til stoppestedet, og der kan man benytte et af de fleksible produkter som eksempelvis Plustur, så man ikke behøver gå eller cykle, siger Thomas Øster.

Efter planen vil de første ændringer til Fremtidens Kollektive Trafik i Nordjylland blive indført fra august i år.

 



Flextrafik Køreplaner Mobilitet Trafikselskaber