Af: kollektivtrafik
Fire nye projekter - blandt andet shuttlebusser og udvidet brug af Flextrafik - skal få flere passagerer i den kollektive trafik i Region Sjælland. Regionens politikere er klar med 13 millioner kroner i støtte til projekterne, som også har til formål udvikle og udrulle nye kollektive mobilitetsløsninger - særligt i landområderne
"Bor du et stykke fra den nærmeste station og har droppet den kollektive trafik, fordi det ikke hænger sammen med bus eller tog. Så kan det være, at den beslutning skal genovervejes i nærmeste fremtid".
Sådan lyder det fra Region Sjælland, som i samarbejde med trafikselskabet Movia og kommunerne er klar til at sætte gang i fire nye projekter inden for den kollektive trafik på vejene. Formålet er at gøre det nemmere - og dermed mere attraktivt - for borgerne at tage bussen eller toget på arbejde, til uddannelse eller noget tredje.
Projekterne skal tilgodese flere borgere, men er særligt rettet mod landområderne.
- Det er afgørende for regionens sammenhængskraft, at vi forbedrer og bevarer transportmulighederne for så mange af regionens borgere som muligt. De kollektive transporttilbud, om det er bus, tog eller noget tredje, er også vigtige for den grønne omstilling og for at mindske trængslen på vejene. Med investeringen ønsker vi at udvikle de kollektive transporttilbud og at få landområderne bedre med, siger regionsrådsformand Heino Knudsen (S).
Flextrafik skal bringes mere i spil
To af projekterne har til formål at bruge Flextrafik til at skabe nye transporttilbud særligt i landområderne. Flextrafik-ordningen er Movia's meget store setup, som håndterer en lang række kørselsordninger, blandt andet handicapkørsel og patientbefordring. Ideen er at udnytte de mange biler og megen kørsel til at skabe nye transporttilbud.
Det ene projekt vil prøve at udnytte de store Flextrafik-biler i fast rutebetjening i landområderne på passagertynde tidspunkter og i tyndt befolkede områder. Målet i det andet projekt er at gøre brug af den i forvejen planlagte Flextrafik-kørsel til at tilbyde billigere transport til passagerer, der ikke behøver ankomme til deres destination på et fastsat tidspunkt
Satsningen glæder Christian Wedell-Neergaard (K), der er formand for Udvalget for regional udvikling, uddannelse, kollektiv trafik og internationalt samarbejde.
- Det er helt oplagt at prøve at udnytte mulighederne i Flextrafikken med dets mange biler og avancerede planlægningssystemer. Vi fokuserer særligt på to ting, men det kan sagtens tænkes, at andre løsninger kan dukke op undervejs. Specielt muligheden for at de store Flexbiler i nogle tilfælde kan erstatte eller supplere de store busser lyder besnærende. Lad os prøve, siger han.
Shuttlebusser er en del af løsningen
Der er også penge til at gøre det nemmere at kombinere cykel eller bil med en togrejse, mens det sidste af de fire projekter handler om såkaldte shuttlebusser, der kan fragte borgerne fra større trafikknudepunkter i den kollektiv trafik og hen til virksomheder, sygehuse eller større erhvervsområder - blandt andet kan shuttlebusser komme i spil de steder i regionen, hvor der er trængselsproblemer til og fra større virksomheder.
Projekterne kommer i forlængelse af, at den kollektive trafik i Region Sjælland oplever udfordringer med et dalende passagertal og med overhovedet at kunne opretholde den kollektive trafik i landområderne. Håbet er, at de nytænkende projekter kan vende udviklingen.
Næste skridt i at få projekterne på vejene er, at der skal dannes samarbejder og partnerskaber omkring projekterne. Et dialogmøde med kommunerne har fundet sted. Her deltog politiske og administrative repræsentanter fra 13 af regionens 17 kommuner for at drøfte interessen for de enkelte projekter.
Fakta om de fire projekter/initiativer: