NYHEDER 30. APR 2024 KL. 13:03

Færgerederi sælger hurtigfærge fra 1998

Af: kollektivtrafik

Molslinjen har solgt sin ældste hurtigfærge »Max«, der blev bygget på Tasmanien i 1997-1998 og efterfølgende leveret til rederiet Scandlines Cat-Link ApS som Cat-Link IV. Færgen, der har plads til 220 personbiler, skal fremover operere i Middelhavet


Molslinjen's administrerende direktør Kristian Durhuus forklarer, at rederiet sælger færgen på grund af de kommende CO2-afgifter, som betyder, at Molslinjen må drosle ned på sine aktiviteter med hurtigfærger over Kattegat.

- Vi må erkende, at vores planer for sejlads med fire hurtigfærger på Kattegat ikke kan hænge sammen, når vi pålægges store afgifter fra EU og herhjemme samtidig med, at vi oplever stærkt stigende lønomkostninger, siger Kristian Durhuus.

»Max∆ er Molslinjens mindste og ældste hurtigfærge, der blev bygget på det australske Incat-værft i Tasmanien med levering sommeren 1998. Udover sejlads på Kattegat og Bornholm har Molslinjen også opereret hurtigfærgen på ruterne North Sydney - Port Aux Basques (Canada), Riga - Stockholm og Portsmouth - Caen (Den Engelske Kanal).

Færgen har været en stor del af den turn around, som Molslinjen oplevede i 2011, hvor fokus på større færger fra Aarhus fik rederiet på ret kurs. »Max« har siden 2018 fungeret som højkapacitetsfærge på den bornholmske rute mellem Rønne og Ystad, men her blev den for nylig erstattet af Express 1.
»Max« ligger nu i havnen i Ebeltoft, hvor den holdes klar til indsættelse på Kattegat i tilfælde af tekniske udfordringer på en af de andre færger.

»Max«, der har en CO2-udledning på omkring 250 kg/km, overtages af de nye ejere ved udgangen af 2024.

Molslinjen har sat gang i investeringer i el-færger på rederiets ruter til Samsø og Als, rederiet har indsat el-færge på Fanølinjen, og på Øresund sejler der skibe med nogle af verdens største færgebatterier.

- Nu kommer turen til Kattegat, som kan blive verdens hidtil største og mest ambitiøse elektrificerings-projekt for færger. Så mens vi rammes af afgifter, er vores håb, at politikerne husker deres løfte om hjælp til den omstilling gennem de grønne støttepuljer, siger Kristian Durhuus.



Energi og miljø Færgeruter