Af: kollektivtrafik
Fra søndag 11. august bliver det enklere og hurtigere at komme fra Løgstør og Nibe til Aalborg og omvendt. Nordjyllands Trafikselskab øger fra den dag antallet af afgange med expresbusrute 950X samtidig med, at både rute og stoppesteder optimeres, så busserne på ruten kommer til at køre i de områder med størst passagergrundlag. Samtidig reduceres antallet af afgange med rute 50 og 100, da rute 950X og den nye bybuslinje 18 dækker denne strækning
Antallet af afgange i begge retninger mellem Løgstør og Nibe til Aalborg og omvendt stiger fra 42 til 50 på hverdage, hvilket blandt andet betyder, at rute 950X vil køre hver halve time i myldretiden mellem Aalborg og Nibe. Samtidig mere end fordobles antallet af afgange i weekenderne.
Foruden flere afgange med rute 950X optimeres rute 50 og 100, så busserne fremover kører via Hasseris Gymnasium og Aalborg Katedralskole, som er nogle af de områder, hvor der er størst passagergrundlag. Formålet med de nye optimerede køreplaner er at sikre en økonomisk besparelse samtidig med, at betjeningen forbedres.
- Der er behov for at nytænke den kollektive trafik for at sikre en økonomisk bæredygtig løsning i fremtiden. Derfor er vi blandt andet i fuld gang med at udvide expresbusnettet og indsætte flere afgange på de allerede eksisterende ruter blandt andet rute 950X, siger Ole Schleemann, der er direktør for kunder og drift hos Nordjyllands Trafikselskab.
- Det skyldes, at vi oplever, at expresbusserne netop lever op til de ønsker, som vores kunder efterspørger i forhold til få stop samtidig med, at man kommer hurtigt frem, siger han videre.
I forbindelse med, at der indsættes flere afgange på rute 950X, vil der ske en reducering af antallet af afgange på rute 50 og 100, som fremadrettet vil køre sjældnere i hverdagen og slet ikke i weekenderne, hvor det i stedet vil være muligt at benytte sig af rute 950X. Derfor opgraderes knudepunkterne ved byerne Farstrup og Sebbersund, hvor borgerne snart kan benytte sig af expresbussen.
- I takt med, at der kommer til at være flere afgange med expresbussen mellem Løgstør og Aalborg, er der blevet etableret nye knudepunkter vest for Nibe, da der er behov for flere og bedre stoppesteder langs ruten. Ved de nye knudepunkter er der blandt andet læskærme med lys, cykelparkering, infotavler og en buslomme, siger Ole Schleemann.
Ruteomlægningen sker blandt andet som en konsekvens af et lavt passagertal på rute 50, hvor der i de mindre byer som Barmer, Kølby og Valsted i gennemsnit blot er 5 til 10 kunder om dagen i tidsrummet udenfor myldretiden. På de tidspunkter, hvor man ikke længere vil kunne benytte sig af rute 50, vil det i stedet være muligt at tage rute 950X i kombination med Plustur.
- Vi har foretaget ændringerne med fokus på at opretholde passagertallene og sikre, at vores busser kører i de områder, hvor der er størst behov. Med rute 950X får passagererne nu flere muligheder og mere mobilitet for pengene. Vi er selvfølgelig bevidste om, at der vil være passagerer, som får længere til det nærmeste stoppested, og her vil det i stedet være muligt at få et lift til en af knudepunkterne med Plustur og dermed få adgang til expresbussen, fremhæver Ole Schleemann.