NYHEDER 8. AUG 2024 KL. 07:01

Region er klar til millioninvestering i nye letbane-tog

Af: kollektivtrafik

Passagervækst på Aarhus Letbane har skabt behov for nyt materiel. Regionsrådet i Region Midtjylland, der sammen med Aarhus Kommune ejer Aarhus Letbane, er klar med en lånegaranti på 405 millioner kroner


Aarhus Letbane har i dag 26 tog, men stor vækst i antallet af passagerer betyder, at der brug for at købe flere. I 2030 skal Aarhus Letbane kunne betjene mellem 8 og 10 millioner passagerer om året på strækningen fra Grenaa over Aarhus og til Odder. 

Det er baggrunden for, at regionsrådet melder klar til at investere i nyt materiel i form af en lånegaranti til blandt andet indkøb af otte nye tog.

I 2023 rejste knap 6 millioner passagerer med letbanen, og tallet ventes at stige markant de kommende år. Det skyldes både byudviklingen i de fire østjyske letbane-kommuner, samt at der er kommet flere afgange på banen - eksempelvis halvtimesdrift på strækningen mellem Grenaa og Aarhus. Det har fået markant flere til at bruge letbanen.

- Letbanen har vist, at den er et attraktivt og grønt transporttilbud, der faktisk formår at binde den østlige del af regionen rigtig godt sammen. Letbanen er kort sagt en succes. Nu fremtidssikrer vi banen, så den kan følge med efterspørgslen, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Deler regningen
Region Midtjylland ejer halvdelen af Aarhus Letbane, mens Aarhus Kommune ejer den anden halvdel, og de to parter deler regningen for det nye materiel.

Det er letbanens bestyrelse, som sammen med en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra Midttrafik, Aarhus Letbane, Aarhus Kommune og Region Midtjylland, har vurderet behovet. Foruden nye tog er der også behov for en række justeringer af infrastrukturen samt eventuel opførelse af et nyt depot i Aarhus Nord. Denne del af investeringen afhænger af, om Aarhus Kommune laver en etape 2 af letbanen. Etape 2, der vil være ejet af Aarhus Kommune, kobler letbanen med en strækning til Brabrand samt eventuelt et ”parkér og rejs”-anlæg ved E45 i Søften. Det er op til politikerne i Aarhus Kommune om planen - og den massive investering, det kræver - skal gennemføres.

Dermed kan den endelige regionale investering blive lidt mindre end de 405 millioner kroner.

- Med regionsrådets beslutning sikrer vi den eksisterende letbane til den kommende passagervækst. Det kræver, at vi køber nye tog. Hvis Aarhus Kommune så beslutter at udvide letbanen, vil det medføre yderligere behov for investeringer, og dem har regionsrådet tilkendegivet, at vi også er klar til at løfte. 


Fakta:


Interesserede kan læse indstillingen - Punkt 23 -  til mødet i Regionsrådet 26. juni her:





Letbaner/Metro/S-tog Mobilitet