Af: kollektivtrafik
Midt i Storstrømmen rejser vartegnet for den nye Storstrømsbro sig 102 meter i vejret. Vejdirektoratet oplyser, at broens pylon er støbt færdig
Pylonen står på et 34 gange 42 meter stort fundament, der vejer 12.000 ton og er placeret på havbunden. Pylonen har en vægt på cirka 32.000 ton og måler 102 meter fra havoverfladen.
Den nye Storstrømsbro er med to gennemsejlingsåbninger er en skråstagsbro, hvilket betyder, at brodækket er hængt op i en pylon. I begge sider af pylonen skal der fastgøres 18 kabler - såkaldte stag - som skal bære de 160 meter lange gennemsejlingsfag tættest på pylonen.
- Normalt taler vi om store milepæle. I det her tilfælde kan man måske sige, at det er en høj milepæl, for pylonen har en højde på 102 meter målt fra vandoverfladen. Pylonen er helt særlig, for den er blevet støbt "in situ" i midten af Storstrømmen, så det har krævet masser af planlægning at kunne støbe ude på vandet og i højden. Det er fantastisk, at broens pylon nu er støbt færdig, og entreprenøren, SBJV, kan begynde at montere broens stag, siger projektchef Niels Gottlieb.
Den 102 meter høje pylon er modsat broens øvrige bropiller støbt "in situ" - der betyder, at den er støbt på stedet.
Indtil skråstagene er monteret bliver de to gennemsejlingsfag understøttet af midlertidige brosøjler på begge sider af pylonen. Understøtningerne bliver fjernet, når gennemsejlingsfagene bliver båret af pylonen.
Den nye bro får ligesom den nuværende Storstrømsbro, som Kong Christian X indviede på sin fødselsdag 26. september 1937, og Farøbroen, som blev indviet af Dronning Margrethe II 4. juni 1985, en gennemsejlingshøjde på 26 meter.