NYHEDER 16. JAN 2025 KL. 10:54

Norsk togoperatør vil køre sommertog i fire uger mellem Oslo og Malmö

Af: kollektivtrafik

Det skal være nemt at rejse miljøvenligt med tog - også til udlandet. Derfor lancerer togoperatører Vy, der er ejet af den norske stat, sommertog mellem Oslo og Malmø i perioden fra 14. juli til 11. august


- Interessen for tog til og fra kontinentet er stigende, og i 2023 fordoblede vi antallet af afgange mellem Oslo og Göteborg. Men vi har større ambitioner end det og vil nu teste et sommertog til Malmö, siger Erik Røhne, der er koncerndirektør for Vy Tog.

Sommertoget vil have gode forbindelser til andre afgange videre. Fra Malmö kan man nemt rejse til København og eksempelvis tage nattoget til Tyskland. Derudover er der gode forbindelser i Norge til både Bergensbanen og Dovrebanen.

En del af en langsigtet strategi
I 2023 fordoblede Vy antallet af afgange til og fra Göteborg, og der har været kraftig vækst på denne strækning gennem hele 2024. Strækningen mellem Halden og Göteborg køres uden statsstøtte, og det samme gælder strækningen til og fra Malmø.

– Vi ser frem til at fortsætte satsningen på udenlandstrafik. Hvis interessen er der, og sommertoget 2025 bliver en succes, håber vi, at dette bliver et fast indslag hver sommer fremover. Og dette er kun starten, siger Røhne.



Tog og jernbaner