Af: kollektivtrafik
Hver dag fylder unge over halvdelen af sæderne i de busser og tog, der udgør den fælles transport i Regio Sjælland. Dermed er deres oplevelser med den kollektive transport afgørende for fremtidens løsninger. Men da de unge sjældent deltager i klassisk borgerdialog, og har politikerne i Region Sjælland valgt at afprøve en ny tilgang - digitale borgermøder
Gennem tre møder har unge fra fire forskellige uddannelsessteder givet deres input, som nu skal danne grundlag for politiske prioriteringer og forbedringer af kollektiv trafik.
- Unge udgør en stor del af passagererne i den kollektive trafik, men det er en gruppe vi sjældent hører direkte fra gennem de traditionelle kanaler. Deres perspektiver er vigtige og kan give os værdifulde indsigter til at forbedre den kollektive trafik, siger formand for udvalget for regional udvikling, uddannelse, kollektiv trafik og internationalt samarbejde i Region Sjælland Christian Wedell-Neergaard (K).
Borgermøderne blev afholdt digitalt via Teams og testede forskellige formater. To møder blev afholdt som hybridmøder, hvor eleverne samledes i grupper på deres uddannelsessteder og deltog samlet online, mens det tredje var et rent digitalt møde, hvor deltagerne kunne logge ind fra hvor som helst - lige fra bussen til træningscentret.
- Vi har oplevet nogle meget engagerede unge med stærke meninger og gode idéer. Det har været en spændende oplevelse at få en direkte dialog med dem og samtidig teste nye metoder til digital borgerinddragelse, siger næstformand for udvalget Felex Pedersen (S).
Fire millioner kroner skal bringe de unges ønsker til virkelighed
Borgermøderne blev afholdt med elever fra Campus Odsherred, ZBC Vordingborg, Campus Køge og Nakskov Gymnasium. Nu skal de unges input danne grundlag for udvalgets prioriteringer i den kollektive trafik. Udvalget for regional udvikling, uddannelse, kollektiv trafik og internationalt samarbejde har afsat fire millioner kroner til at imødekomme de unges ønsker, og beslutninger om konkrete tiltag træffes i marts.
- At skabe en god kollektiv trafik for de unge ligger hele udvalget meget på sinde. Transporttiden til og fra uddannelse har stor betydning for unges muligheder for at gennemføre en uddannelse, og samtidig skal den kollektive trafik understøtte et godt ungdomsliv her i regionen, siger formand for udvalget for regional udvikling, uddannelse, kollektiv trafik og internationalt samarbejde i Region Sjælland Christian Wedell-Neergaard.
Udvalget og de unge vil sammen evaluere designet og formatet for de tre borgermøder for at sikre, at erfaringerne bruges til fremtidige borgerinddragelser i regionen.
Lidt om unge og transport:
Borgerinddragelse: