Et af 15 initiativer fra justitsministeren: Tryghedsvagter skal øge trygheden i tog og på stationer
Af: kollektivtrafik
SVM-Regeringen præsenterede mandag et udspil "Et trygt Danmark for alle" med fokus på at fastholde og skabe tryghed i hverdagens Danmark. Med 15 initiativer vil SVM-Regeringen arbejde på at mindske utrygheden, hvor den er mest udbredt i det offentlige rum - det kan eksempelvis være på togstationer og i tog, hvor der indsættes flere tryghedsvagter og mere overvågning i tog og på togstationer. Derudover vil Regeringen sætte yderligere ind over for utryghedsskabende adfærd
- Selv om Danmark er et trygt land, er følelsen af tryghed desværre ikke ligeligt fordelt. Det skal vi gøre noget ved. For tryghed må ikke være et lotteri. Hvor du bor, eller hvem du er, må ikke afgøre, om du føler dig tryg. Derfor afsætter vi blandt andet midler til, at kommunerne kan opsætte flere overvågningskameraer på offentlige steder, og der indsættes flere tryghedsvagter og mere overvågning i tog og på togstationer, siger justitsminister Peter Hummelgaard (S) og fortsætter:
- Retten til tryghed gælder alle, og med den nye tryghedspakke tager vi endnu et vigtigt skridt for at sikre, at alle i Danmark kan færdes frit og sikkert.
Om tryghed i tog og på stationer - Punkt 7 og 8 fra SVM-Regeringens udspil "Et trygt Danmark for alle":
7. Styrket realtidsovervågning på togstationer
Som en del af den tidligere regerings tryghedspakke ’Et tryggere Danmark’ fra 2021 blev der indført øget realtidsovervågning på S-togsstationer. Den øgede overvågning gør det muligt at reagere øjeblikkeligt under hændelser og informere politiet, hvis det vurderes nødvendigt. Samtidig hjælper realtidsovervågningen med at identificere, hvilke togstationer der kræver en øget vagtindsats.
DSB og Rigspolitiet samarbejder om at udvide politiets adgang til DSB’s videoovervågning på stationerne. Målet er, at alle politikredse skal have mulighed for at tilgå DSB’s videoovervågning i realtid.
På baggrund af de gode erfaringer fra den øgede realtidsovervågning vil regeringen afsætte midler til, at DSB kan styrke realtidsovervågningen yderligere på udvalgte togstationer. Dette skal øge trygheden, særligt i aften- og nattetimerne. Der afsættes i alt 9 millioner kroner i 2025 og 5,3 millioner kroner i 2026 og frem til 2028.
Med tiltaget vil der for det særlige videoovervågningssystem i DSB’s S-tog blive gennemført en opgradering af harddiske
i nogle af S-togene, så alle harddiske kan rumme videooptagelser i ca. 30 dage. Dette skal blandt andet sikre, at politiet får nemmere adgang til at sikre videomateriale til brug for deres efterforskningsarbejde. DSB er desuden i færd med at udvide antallet af adgange til videoovervågninger for S-tog, så DSB får bedre muligheder for at assistere politiet. Endvidere vil DSB på tre stationer opgradere og etablere nye kameraer.
Samtidig vil antallet af medarbejdere i det eksisterende overvågningscenter blive opnormeret fra to til tre medarbejdere, som vil være til stede døgnet rundt i DSB’s overvågningscenter. Der vil ligeledes blive investeret i en dynamisk skærmvæg, som vil give mulighed for, at medarbejderne i DSB’s overvågningscenter bedre kan overvåge flere kameraer samtidig.
8. Flere tryghedsvagter på togstationer og i tog
Et af de steder, hvor mange føler sig utrygge, er på stationer og ved stoppesteder. Det gælder især unge i alderen 15-24 år. Derfor vil regeringen sætte ind med flere tryghedsvagter på udvalgte togstrækninger og -stationer i aftentimerne og i de tidlige nattetimer.
I dag har DSB tryghedsvagter, der patruljerer på en række S-togsstationer. Vagternes ruter er fleksible og kan tilrettelægges efter behov - eksempelvis hvis der på videoovervågningen observeres situationer, der kræver en øget vagtindsats på den pågældende station. Vagterne kan også indsættes løbende på stationer, hvor der for eksempel har været utryghedsskabende hændelser, med det formål at øge trygheden for de rejsende.
DSB gennemførte i foråret 2024 en undersøgelse af trygheden blandt de S-togsrejsende i aftentimerne. Målingen viste, at 81 procent af de passagerer, som har set tryghedsvagter på stationerne, er helt eller delvist enige i, at vagterne skaber øget tryghed for dem på rejser i aftentimerne. På den baggrund ønsker regeringen at udvide ordningen med flere vagter på stationer og i tog. Regeringen vil finansiere initiativet med flere tryghedsvagter med i alt 5 millioner kroner årligt fra 2026.
Om skærpet straf for graffitihærværk - Punkt 9 fra SVM-Regeringens udspil "Et trygt Danmark for alle":
Graffiti kan være en utryghedsskabende faktor, der gør det mindre attraktivt at bruge kollektiv transport. Flere trafikselskaber bruger desuden uforholdsmæssigt mange penge på at fjerne graffiti fra eksempelvis tog og metro.
Eksempelvis brugte DSB i 2024 omkring 24 millioner kroner på at afrense ind- og udvendig graffiti i tog. Dertil kommer, at DSB også har omkostninger forbundet med at tage tog ud af drift, mens de bliver afrenset. Der kan derudover forekomme driftsmæssige forstyrrelser, når tog med videre tages ud af drift for at blive afrenset, som påvirker den kollektive transport generelt og dermed samfundet som helhed.
På den baggrund vil regeringen skærpe straffen for graffitihærværk. I dag vil der typisk blive nedlagt påstand om bøde, første gang en person begår graffitihærværk. Det vil regeringen ændre, så hærværk på offentlige transportmidler som udgangspunkt medfører en kort betinget frihedsstraf.
Udspillets 15 initiativer:Stop for utryghedsskabende adfærd:
1. Opholdsforbud skal skabe tryghed lokalt
2. Uroskabende unge skal fjernes fra utrygge områder
TV-overvågning som redskab til kriminalitetsbekæmpelse og tryghedsskabelse:
3. Pulje til overvågningskameraer i kommuner
4. Udvidelse af boligforeningers adgang til tv-overvågning
5. Udvidelse af kommunernes adgang til tv-overvågning omkring boligområder
Mere tryghed i almene boligområder og på stationer:
6. Oplysningskampagne om udsættelse af utryghedsskabende lejere
7. Styrket realtidsovervågning på togstationer
8. Flere tryghedsvagter på togstationer og i tog
9. Skærpet straf for graffitihærværk
Et levende og sikkert natteliv:
Udelukkelse af seksualforbrydere fra nattelivet
11. Længere opholdsforbud i nattelivet for kriminelle
12. Dobbelt bødestraf i nattelivszoner.
Bedre beskyttelse af ofre
13. Personer med tilhold skal ikke have våbentilladelse
14. Øget brug af tilhold til beskyttelse af ofre
15. Forsøg med elektronisk kontrol som supplement til opholdsforbud (omvendt fodlænke)
Interesserede kan se SVM-Regeringens udspil "Et trygt Danmark for alle"
her: