NYHEDER 17. JUL 2018 KL. 09:18

Grenaabanen lægger skinner til testkørsler

Af: kollektivtrafik

Aarhus Letbane meldte fredag eftermiddag ud, at anlægget på Grenaabanen er klar til de indledende testarbejder. Man vil derfor allerede fra denne uge kunne se tog på Grenaabanen. Det skaber glæder i Norddjurs Kommune, som har været uden togforbindelse i omkring halvandet år


Aarhus Letbane vil i denne uge påbegynde det indledende testarbejde, som blandt andet omfatter test af, hvor tæt faste genstande er på letbanesporene, ligesom man også vil teste afstand fra letbanetog til perronerne.

Aarhus Letbane kunne oplyse om, at det især er det store, 39 meter lange Tango-letbanetog, som skal betjene kommende passagerer, man tager i brug til de kommende testkørsler. Toget er i stand til at køre op mod 100 km/t på strækningen mod Grenaa, men de første testkørsler vil midlertidig blive udført med maksimalt 10-20 km/t for at teste sikker passage på strækningen. Senere skruer Aarhus Letbane op for både intensitet og hastighed.

Udvalgsformand for miljø- og teknikudvalget i Norddjurs Kommune Jens Meilvang glæder sig over nyheden om de indledende testkørsler.

- Det er rigtig dejligt, at Grenaabanen ikke bare teknisk færdigbygget, men også at vi nu kan se letbanetog køre på strækningen. Godt nok ikke i drift, men i kraft af indledende testkørsler, som er et skridt frem mod realiseringen af letbanen mod Grenaa, som jeg glæder mig rigtig meget til, siger han.

Aarhus Letbanes benyttede også udmeldingen om testarbejdet på deres hjemmeside til at advare mod at færdes på baneterrænet, idet man desværre har oplevet personer bruge sporene som gangsti. Med igangsætning af testarbejdet vil man nu både kunne møde store arbejdsmaskiner og letbanetog på sporene.


Aarhus Letbane advarer mod at krydse eller gå på letbanesporene. Det er både forbudt og livsfarligt.