NYHEDER 27. MAR 2026 KL. 13:41

Fagforbund: Der er behov for en styrket indsats og hårdere straffe for arbejdskriminalitet

Af: kollektivtrafik

Ny rapport fra Hvidvasksekretariatet peger på, at virksomheder inden for 3F’s brancher kan være brugt systematisk til hvidvask og økonomisk kriminalitet. Derfor skal man ifølge 3F styrke myndighedernes indsats mod arbejdskriminalitet, og skærpe straffene. Rapporten nævner blandt andet, at en del indberetninger kommer fra områderne rutebuskørsel, by og nærtrafik (flextrafik)


- Den nye rapport dokumenterer, hvad vi har råbt højt om de senere år, nemlig at der er stigende økonomisk kriminalitet og hvidvask inden for blandt andet restauration, byggeri, transport og vikarbureauer, siger Søren Heisel, der er forbundssekretær i 3F, og fortsætter:

- Det er helt uholdbart og skal blandt andet stoppes gennem markant skærpede straffe til de virksomheder, der bryder loven.


Hvidvasksekretariatet offentliggjorde fredag en ny kvartalsrapport, der blandt andet viser, at ”stribevis af virksomheder kan være brugt systematisk til hvidvask og økonomisk kriminalitet”.

En kortlægning fra Hvidvasksekretariatet viser, at bestemte brancher har en højere koncentration af virksomheder, hvor Hvidvasksekretariatet modtager gentagne underretninger om mulig hvidvask eller anden økonomisk kriminalitet om virksomheder eller virksomhedens ejerkredse.

For eksempel har Hvidvasksekretariatet modtaget mange underretninger på knap 17 procent af virksomhederne inden for branchen vikarbureauer og godt 16 procent af virksomhederne inden for nedrivning. For virksomheder inden for restauration og byggeriet, er det ca. 13 procent, mens det er 11 procent af virksomhederne inden for rutebuskørsel, by og nærtrafik (flextrafik).

Hvidvasksekretariatet vurderer, at der er en større risiko for hvidvask og økonomisk kriminalitet i de brancher, hvor der både er mange virksomheder, og hvor der samtidig er en stor andel af virksomheder med fem eller flere underretninger. Det gælder vikarbureauer, restauranter og byggeprojekter.

Hvidvasksekretariatet formoder, at en del af virksomhederne begår forbrydelser inden for arbejdskriminalitetsområdet. Tallene viser ifølge rapporten, at kriminalitet - og muligvis gentagende, organiseret kriminalitet - er flyttet ind i de mere almindelige samfundsstrukturer, herunder virksomhederne.

 - Det undergraver det danske arbejdsmarked, når der i nogle brancher er en stor forekomst af kriminalitet. Det må derfor være en bunden opgave for en ny regering at gøre noget ved problemet. Det burde vel også være i arbejdsgivernes interesse, at sikre fair konkurrence ved at beskytte de virksomheder, der spiller efter reglerne, siger Søren Heisel.

Han peger på, at der var gode takter i det politiforlig, der blev aftalt i december 2025, men at der er behov for at skærpe indsatsen mod arbejdskriminalitet endnu mere. 

3F foreslår derfor, at der skal ske en styrket koordinering mellem de myndigheder, der varetager indsatsen mod arbejdskriminalitet, ligesom der skal udarbejdes en national handlingsplan for den danske indsats mod arbejdskriminalitet og social dumping. Det skal bidrage til at skabe en mere effektiv myndighedsindsats og skal sikre et arbejdsmarked uden kriminalitet, unfair konkurrence, misbrug af udenlandsk arbejdskraft og snyd med skat.

3F foreslår desuden, at der skal være hårdere straffe, så myndighederne kan slå hårdt ned på arbejdskriminalitet. Der skal eksempelvis være mulighed for frakendelse af retten til at drive virksomhed, forhøjelse af bødestraffe og øget brug af fængselsstraf.

Rapporten fra Hvidvasksekretariatet peger desuden på, at skatteforvaltningen har fået øget fokus på kædesvig og advarer virksomheder mod svig i leverandørkæderne. Skattestyrelsen konstaterer fejl i ni ud af ti kontrolsager om kædesvig. I perioden fra 2020 til 2024 er der udsendt regninger for over fire milliarder kroner, og billedet er det samme for 2025.

3F foreslår, at man i brancher, hvor der er høj risiko for arbejdskriminalitet, begrænser kæden af underleverandører. Det vil være med til at modvirke, at lyssky virksomheder kan snyde med skattebetalingen via lange leverandørkæder. 


Interesserede kan læse den seneste kvartalsrapport fra Hvidvasksekretariatet her: