NYHEDER 29. APR 2026 KL. 18:59

Stor busoperatør opkøber mindre af samme slags

Af: kollektivtrafik

Vikingbus Gruppen A/S, der har hovedsæde i Hvidovre og beskæftiger omkring 2.000 medarbejdere, har indgået en aftale om at købe af Anchersen-Fladså ApS, som med hjemsted i Greve beskæftiger omkring 70 medarbejdere. Vikingbus betegner opkøbet som et led i selskabets løbende modernisering og fornyelse af koncernens samlede turistbusflåde


Anchersen-Fladså ApS råder over en relativt nyere flåde, som, når opkøbet er gennemført, vil indgå i Vikingbus' eksisterende drift. Dermed for Vikingbus mulighed for at erstatte ældre materiel og understøtte en mere ensartet og tidssvarende budflåde.

Poul Anchersen, der er indehaver og administrerende direktør i Anchersen-Fladså, solgte sidste år Anchersen A/S i Hvidovre til Keolis Danmark A/S.

Vikingbus oplyser, at den daglige drift hos Anchersen-Fladså ApS fortsætter uændret for kunder og samarbejdspartnere, og eksisterende aktiviteter videreføres som en integreret del af Vikingbus-koncernen. 

Opkøbet, som Vikingbus forventer vil blive gennemført i årets tredie kvartal, medfører ingen ændringer i kundeaftaler eller igangværende kørselsopgaver.

Vikingbus oplyser videre, at den tilbudte købspris på opkøbet ikke er offentlig.

 



Operatører