NYHEDER 7. SEP 2026 KL. 12:40

To færger på tilsammen 117 år sejler på sidste vers

Af: kollektivtrafik

To færger på tilsammen 117 år sejler på sidste vers
Færgen »Egholm II« blev bygget i Tyskland i 1963. Se mere nederst. (Foto: Aalborg Kommune)

Aalborg Kommune har sat gang i en forundersøgelse, der kan afklare behovet for en ny færge mellem Aalborg og øen Egholm, der ligger lige vest for Aalborg og Nørre Sundby og deler Limfjorden i to. Udgangspunktet er, at det er nødvendigt med en ny færge, der kan forbedre driftssikkerheden og sikre grøn omstilling på overfarten, som i 2025 havde knap 200.000 passagerer.


De to færger, der i dag betjener overfarten mellem Aalborg og Egholm, har tjent øens beboere og besøgende gennem mange år. Færgen »Egholm I« blev bygget til overfarten på Søren Larsen & Sønners Skibsværft i Nykøbing Mors i 1972 og har dermed 54 års sejlads under kølen. Færgen »Egholm II« blev bygget i 1963 hos Schiffs- und Bootswerft Gebr. Schürenstedt i Bardenfleth an der Unterweser ved Bremen og har dermed 63 års sejlads under kølen - blandt andet på Rhinen før den i 2020 kom til at sejle på Limfjorden.

Begge færger er mærket af tidens tand med stigende udgifter til reparationer og vedligehold samt en teknologi og energieffektivitet, der ikke lever op til nutidens standarder. Desuden kan det med færgernes alder være en udfordring at skaffe de nødvendige reservedele, og fremadrettet kan der af samme årsag ikke garanteres en sikker drift. Endelig kan en ny færge være med til at højne sikkerheden på overfarten, der i 2025 blev benyttet af knap 200.000 passagerer. 

- Når færgerne har været i drift i så mange år, sætter det naturligt sine spor. Vi står i en situation, hvor færgerne er udtjente, og hvor det bliver stadig dyrere at holde færgerne sejlende. Derfor er det rettidig omhu at få truffet de nødvendige beslutninger, der sikrer en stabil færgedrift i fremtiden, siger rådmand for Teknik og Miljø, Peter Lindholt (Danmarksdemokraterne, DD).

Færgerne sejler på traditionel diesel og lever dermed ikke op til kommunens mål om grøn omstilling og CO2-reduktion. Derfor vil kommunen undersøge muligheden for at anskaffe en ny og moderne færge, der kan erstatte de to nuværende færger, og ønsket er med til budgetforhandlingerne for 2027-2030. 
 
- En ny færge giver mulighed for at reducere både CO2-udledning og støj. Desuden kan en ny færge være med til at forbedre den offentlige service for passagererne og understøtte en driftsøkonomi i balance, siger Peter Lindholt. 

Forundersøgelsen, der kan sikre et solidt beslutningsgrundlag, skal blandt andet afdække behovet for færgens størrelse, indretning og tilpasninger af havne- og rampeanlæg, ligesom det skal undersøges, hvilken teknologi der skal benyttes til fremdrift, så det passer til de behov, der er på overfarten.  
 
Aalborg Byråd har besluttet, at der fortsat skal være færgedrift til Egholm, og at der i relation til den planlagte tredie Limfjordsforbindelse ved Aalborg ikke skal etableres en lokalbro. Det er derfor helt afgørende at få sat gang i processen med en ny færge set i lyset af færgernes alder og tilstand.

Hvis der investeres i en ny færge, ventes »Egholm II« at blive skrottet eller solgt. Men den del skal også undersøges nærmere. Det er forventningen, at »Egholm I« i første omgang beholdes som reservefærge. 


Tekst til billedet øverst:
Færgen "Egholm II", der blev bygget i Tyskland i 1963, sejler på sidste år. I løbet af sin sejltid har den blidt andet sejlet p Rhinen og været en tur på bunden af Aarhusbugten, da den skulle bugseres til sit nye arbejdsliv i Nordjylland i 2010. (Foto: Aalborg Kommune)



Færgeruter