NYHEDER 9. OKT 2018 KL. 07:57

Sjællandske passagerer får den bedste kundeservice

Af: kollektivtrafik

Sjællandske passagerer får den bedste kundeservice

Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk kårer hvert år de trafikselskaber, der er bedst til at yde kundeservice. I år var ingen undtagelse, og de sjællandske passager kan glæde sig over, at den samlede vinder i kundeservice i år blev DOT (Din Offentlige Transport). Prisen for bedste online-kundeservice gik også til DOT, mens bedste telefonbetjening fås hos Arriva Tog. Midttrafik tog den nyindstiftede Initiativpris for appen Midttrafik live


Kåringen er baseret på en undersøgelse, hvor mystery shoppere både har ringet til 14 forskellige trafikselskaber samt brugt deres hjemmesider med en række forskellige konkrete formål for øje for at vurdere, hvor god kundeservicen er.

Som nævnt får DOT den samlede pris, og det skyldes ikke mindst en fremragende hjemmeside, som Passagerpulsen har tjekket for sprog, overskuelighed og funktionalitet. Da DOT også scorer højt i telefonisk kundebetjening, var den samlede pris hjemme.

Bedste trafikselskab til telefonbetjening er Arriva Tog, som vinder kategorien for telefonisk kundeservice, fordi de har en god velkomstmenu og kort ventetid. Desuden ligger Arriva Togs medarbejdere helt i top, når det gælder afdækning af passagerernes behov og evnen til at få afsluttet sagen i ét og samme opkald.

 

Bedste initiativ til bedre kundeservice

Som noget helt nyt har Passagerpulsen oprettet Initiativprisen, som hylder det selskab, der er bedst til at tænke ud af boksen for at gøre deres kundeservice endnu bedre. Selskaberne har selv indstillet de initiativer, som de har sat i værk i 2017, og derefter har en passagerjury udvalgt tre nominerede. Vinderen er fundet ved at sende de nominerede til afstemning blandt de ca. 9.000 deltagere i Passagerpanelet og på Passagerpulsens Facebook-side.

Sejren gik til Midttrafik for appen Midttrafik live. Facebook-brugerne har bl.a. beskrevet appen som hurtig og effektivt til at give overblik samt en app, der gør hverdagen nemmere.

 

Hyldest til medarbejdere, der giver god service

- Der kan være en tendens til at fremhæve de negative ting, når snakken falder på den kollektive transport, men for Forbrugerrådet Tænk er det vigtigt også at sætte fokus på de gode ting. Derfor har vi oprettet Passagerpulsens Kundeservicepris for at hylde de medarbejdere, der hver dag arbejder for at yde en god kundeservice over for passagererne, siger Laura Kirch Kirkegaard, afdelingschef hos Forbrugerrådet Tænk Passagerpulsen.

- Vi bruger også prisen som en motivation for at få selskaberne til at sætte fokus på kundeservice. Det gør vi ved at mødes med de enkelte selskaber for at få en snak om, hvordan de har klaret sig, så de kan få inspiration til at gøre deres kundeservice endnu bedre fremadrettet, tilføjer hun.

 

Priserne i de forskellige kategorier er blevet overrakt til repræsentanter for prisvinderne på Kollektiv Trafik-konferencen, der afholdes i disse dage i Korsør.