Af: Anja Puggaard, Udvikling Trafik og Planlægning, Movia
Gode adgangsforhold for fodgængere til kollektiv transport har direkte indflydelse på, hvor mange der bruger de kollektive mobilitetsløsninger. Og en kunde i bussen er populært en 10-krone i kommunekassen. Derfor bør gang og adgangsforhold indgå som fast del af planlægningen. Det var anbefalingen på et inspirationsmøde om mobilitet til fods, som Movia afholdt for ca. 60 planlæggere inden for trafik og byplanlægning tirsdag 18. december 2018.
Byerne skal i højere grad indrettes med gående for øje. Og effekterne er målbare, når mobiliteten til fods styrkes. På mødet, som var arrangeret af Movia, pegede den norske mobilitetsforsker Helge Hillnhütter fra Norges Tekniske og Naturvidenskabelige Universitet på, at kollektiv transport, og det at gå, hænger uløseligt sammen: Langt størstedelen af transporten til og fra kollektiv transport foregår til fods, og afstanden til stoppestedet og oplevelsen undervejs har stor betydning for, hvor mange der bruger de kollektive mobilitetsløsninger. Gang er en essentiel transportform som i højere grad bør indgå i mobilitetsplanlægningen fra starten.
I dag er det kun i de færreste kommuner, at gang en central del af planer og strategier – hvis gang som perspektiv overhovedet er nævnt. I løbet af mødet satte deltagerne en række forslag op til, hvordan gang kan tænkes strategisk ind fremover. Et eksempel på, hvordan man praktisk kan gå til udfordringen med at øge oplandet til stoppestederne er et pilotprojekt i samarbejde mellem Københavns Kommune og Movia, hvor man på baggrund af detaljerede analyser og registreringer af stoppestederne har iværksat konkrete tiltag, såsom nye stier, bedre mulighed for at krydse veje og forskønnelse af byrummet. Samlet kan de forskellige tiltag være med til at gøre det nemmere for borgerne, at gå til stoppestederne. Pilotprojektet har i Movia været forankret hos rådgiver Marie Vang Nielsen og er gennemført på linje 1A.
På inspirationsmødet gav projektleder Sune Schøning fra Egedal Kommune indblik i kommunens arbejde med Smart City-projektet, der ser på bevægelsesmønstre i centrum af Stenløse, ligesom konsulent Karina Sveistrup Povlsen fra Dansk Firma Idræt fortalte også om foreningens Tæl Skridt–kampagne.
Yderligere oplysninger
Vil du gerne have mere information om gang som grundlag for øget tilslutning til den kollektive transport er du velkommen til at kontakte Anja Puggaard fra Movia på APU@moviatrafik.dk. Her kan du også få oplægsholdernes slides tilsendt.