NYHEDER 16. JAN 2019 KL. 19:00

DI: Pas på den kollektive trafik

Af: Redaktionen

Michael Svane, direktør i DI Transport, advarer mod utilsigtede konsekvenser for den kollektive trafik af regeringens forslag om at nedlægger regionerne.


- Virksomheder i hele Danmark er afhængige af, at medarbejderne kan tage bussen til og fra arbejde. Derfor er det helt afgørende, at den kollektive trafik ikke bliver forringet af reformen, siger Michael Svane.

- Når vi spørger virksomhederne om, hvilke udfordringer de slås med,  fremhæver de i stigende grad, at det er vigtigt med velfungerende kollektiv trafik. Det gælder ikke mindst gode lokale og regionale busforbindelser, siger Michael Svane.

- Det er vigtigt, at pengene følger med fra regionerne til kommunerne. Samtidig skal kommunerne sørge for at prioritere den kollektive trafik. Vi er bekymrede for,  om de ressourcer, som regionerne i dag bruger på kollektiv trafik, vil ende med at gå til andre opgaver i kommunerne, siger Michael Svane.

- Det er afgørende, at den kollektive trafik hænger sammen og lever op til passagerenes krav og forventninger.  Vi vil holde kommunerne fast på, at de skal prioritere den tværkommunale kollektive trafik, siger Michael Svane.

- Vi vil gå aktivt ind i arbejdet med at udmønte  reformen af den kollektive trafik over hele landet. Foreløbig ser vi frem til regeringens kommende udspil om organiseringen af den kollektive trafik i Hovedstadsområdet, siger Michael Svane.