NYHEDER 21. FEB 2019 KL. 06:00

Sekretariatschef går på pension

Af: kollektivtrafik

Efter over 10 år som sekretariatschef for TUR, har Hans Kjeldgaard Christiansen besluttet at gå på pension


- Efter 30 års beskæftigelse inden for transportområdet, heraf de seneste 10 år som sekretariatschef i TUR, har jeg besluttet at gå på pension 1. juni, siger Hans Kjeldgaard Christiansen.

Hans Kjeldgaard Christiansen kommer fra uddannelsesverden og har blandt andet arbejdet som faglærer på TEC i København, som blev springbrættet til en ansættelse som uddannelseskonsulent i TUR for 22 år siden. Her blev han blandt andet ansvarlig for de faglige områder inden for vejgods og redder, for siden at sætte sig i for bordenden som sekretariatschef for TUR.

Et begivenhedsrigt årti
- Det har været et virkelig begivenhedsrigt årti som sekretariatschef i TUR. Det er sket så meget udvikling, som har været helt vanvittigt spændende. Transport og uddannelse er to områder, der konstant er i bevægelse og hvor man hele tiden skal sørge for at fremtidssikre arbejdsmarkedets kompetencer til den udvikling, der foregår i samfundet, siger Hans Kjeldgaard Christiansen og fortsætter:

- Jeg kan kun se tilbage på tiden i TUR med stor glæde. Men det er også med stor glæde, at jeg nu ser frem til en ny tid i mit liv, hvor der skal tages hul på nye kapitler. Det er en helt naturlig udvikling, at jeg nu vælger at gå på pension og overlader styringen til nye kræfter.


TUR’s formandskab har i nært samarbejde med et stort og anerkendt rekrutteringsfirma sat gang i arbejdet med at finde en ny sekretariatschef til TUR med forventet tiltrædelse 15. maj i år.